Fremtidens brugere skal kende GS1
Dét er målet, og derfor har GS1 Denmark flere initiativer, der skal sørge for, at standarder bliver kendt blandt dem, der i fremtiden skal arbejde med Supply Chain Management, e-commerce eller vil bygge deres egen virksomhed.
Jo flere brugere en standard har, jo større er værdien for brugerne
Rådgivning af vores eksisterende medlemmer fylder naturligvis mest i hverdagen hos GS1 Denmarks medarbejdere, men vi vælger også at bruge tid på at påvirke fremtidens medlemmer. Det gør vi, fordi det er en fordel for alle, at flere bruger standarder i deres virksomhed; ligesom med fx en telefon, er det nemlig sjovest at have en, hvis andre også har det. Vi siger, at standarder er et fælles sprog, og jo flere man kan tale med, jo mere effektiv bliver samhandlen.
Vores indsats skal sikre, at fremtidens brugere tænker standarder ind i opbygningen af deres forretning, og at de ser standarder som del af løsningen på deres udfordringer.
Men hvem er ”Fremtidens brugere”?
Målgruppen for vores initiativer er især studerende på Supply Chain Management-uddannelser og uddannelser i digital handel. Derudover er målgruppen iværksættere – og på belejlig vis, så overlapper disse ofte.
Fra strategi til handling
Vi opsøger uddannelsesinstitutioner, som fx AMU-centre, Danmarks Tekniske Universitet, Aarhus University School of Business, Copenhagen Business School og Aalborg Universitet. Målet er at skabe relationer til studieledere og undervisere, som kan resultere i, at GS1 holder forelæsninger, bidrager med materialer til pensum e.l. Vi deltager også på uddannelsesmesser, hvor vi møder de studerende og bl.a. får aftaler om at vejlede projekter. Kommende indsatser er rettet mod erhvervscentre i kommuner og iværksættermiljøer.
Gennem disse kontakter bliver vi i GS1 Denmark også klogere på, hvilke behov fx unge og selvstændige har ift. at kunne anvende standarder nu og i fremtiden. Det er vigtig viden for os, så vi kan holde standarderne relevante og kan tilpasse vores rådgivning – også til jer, der allerede er blevet medlem.
Vil du vide mere?
Kontakt Mads Kibsgaard, Business Development Consultant i GS1 Denmark på mki@gs1.dk eller telefon 39 27 85 27.