Mind the gap henviser til den engelske stemme, der advarer mod afgrunden mellem tog og perron.

Englænderne bruger samme udtryk, når de taler om den store forskel, der er mellem bygningens teoretiske energiforbrug, som skal dokumenteres i forhold til lovgivningen, og bygningernes faktiske energiforbrug, når bygningen tages i brug og de mange års drift ud i fremtiden.

Også i Danmark er udtrykket, desværre, dækkende.

I Danmark skabte vi en tilsvarende afgrund, da myndighederne i 2006 i Bygningsreglementet indførte krav til energiforbruget og beregning af den teoretiske størrelse, også kaldet bygningens energiramme. Undersøgelser viste dengang, at bygningers målte energiforbrug generelt lå på cirka det dobbelte af, hvad det beregnede viste.

Når det er værd at fremhæve, er det, fordi mange henviser til 00’ernes energikrav til bygninger, når et tilsvarende klimakrav for selve byggeprocessen skal indføres. Derfor er det værd at se på, hvad vi gjorde forkert dengang.

Siden 2006 har vi på rådgiversiden af byggeriet haft en konstant udfordring med at forklare bygherrer – og omverdenen i det hele taget – at der blot er tale om et teoretisk regnestykke, som desværre kun har meget lidt at gøre med det energiforbrug, som efterfølgende kan aflæses på bygningens energimåler. Så mind the gap!

Lad os tænke klogt i god tid
For nylig kom en rigtig god nyhed: Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) meldte ud, at vi i 2020 indfører en frivillig bæredygtighedsklasse i Bygningsreglementet, BR 18, og at den bliver obligatorisk efter to år.

Intentionen er opløftende og giver rigtig god mening. Det er godt set af ministeren at skabe incitamenterne for den nødvendige grønne omstilling. Som ingeniørrådgiver er vores klare indgangsbøn, at vi tænker os rigtig godt om i forhold til, hvordan vi så gennemfører det. Vi bør stoppe med at skulle sige mind the gap.

Et af de væsentligste elementer i den frivillige bæredygtighedsklasse er kravet om LCA, altså en livscyklusvurdering af om ikke alle så i hvert fald de væsentligste byggematerialer, så det bliver synligt og målbart, hvor meget de enkelte byggematerialer bidrager til CO2 i atmosfæren.

Det er et længe ventet og utrolig vigtigt skridt, som hermed er taget for at bringe det danske bygningsreglement på niveau med lignende initiativer i de andre nordiske lande. Initiativet er vigtigt – ikke mindst fordi det er dokumenteret af blandt andet Build (tidligere SBI), at materialernes CO2-bidrag er lige så stort eller større end den CO2-udledning, som kommer fra blandt andet opvarmning og belysning i vores bygninger gennem hele deres levetid.

Vi får, hvad vi måler på
Det diskuteres helt sikkert lige nu flere steder, hvorledes de nye LCA-krav i BR 18 skal og vil blive stillet.

• Bliver det alene et krav om, at der udføres en LCA, eller bliver der sat et ’rammekrav’, ligesom vi kender det fra den nuværende energiramme?
• Hvilke bygningsdele skal der regnes på?
• Hvor valide er vores miljødata for de enkelte byggematerialer?
• Hvordan sikrer vi, at der ikke sker væsentlige fejl eller sågar snyd i de beregninger, som udføres
• Hvordan får vi samlet op på miljødata for vores nye byggerier, så de kan danne grundlag for klogere beslutninger fremover?
• Altså, hvorledes sikrer vi, at beregningerne bliver retvisende og fører til reelle reduktioner i miljøbelastningen?

Vi får som bekendt det resultat, som vi måler på, så hvis vi ikke lykkes med at opstille rammerne for vores LCA-beregninger i byggeprojekterne, kan vi vinke farvel til resultatet....

Læs hele indlægget i Politiken Byrum