Aftale samler Norden om klimadokumentation af byggevarer
Ny aftale mellem Danmark, Norge og Sverige skal tage et skridt i retning af harmonisering af nordiske miljøvaredeklarationer indenfor byggeriet. Samtidig arbejdes der på yderligere international harmonisering.
Danmark, Norge og Sverige har netop underskrevet en aftale om gensidig anerkendelse af miljøvaredeklarationer, ofte kaldet EPD’er som forkortelse for Environmental Product Declarations.
Ifølge Teknologisk Institut giver det flere fordele, når man skal vurdere byggematerialers bæredygtighed. Samtidig arbejdes der på yderligere international harmonisering til gavn for rådgivere, entreprenører og andre, der skal beregne bygningers klimapåvirkning.
De fleste, der producerer, indkøber eller rådgiver om byggevarer har efterhånden stiftet bekendtskab med EPD’er, som er en standardiseret dokumentation af energi- og ressourceforbruget, affaldsgenerering samt miljøpåvirkningerne fra produktion, anvendelse og bortskaffelse af byggevarer.
Krav om dokumentation af især CO2-aftryk fra bygninger stiger i disse år, blandt andet i de nye lovkrav, der træder i kraft 1. januar 2023. Her vil EPD’erne få en helt central rolle:
”Hvis vi skal have sænket byggebranchens klimabelastning, så er adgangen til harmoniseret tredjepartsverificeret data om produkterne helt afgørende. Ellers bliver det svært at lave retvisende klimaberegninger,” fortæller Martha K. Sørensen, sekretariatsleder for EPD Danmark.
Stærkt signal til og fra den nordiske byggebranche
Ønsket om en lettere adgang til valide data er grunden til, at EPD Danmark er gået sammen med sine søsterorganisationer i Norge og Sverige om aftalen.
Martha K. Sørensen forklarer, at den nye aftale gør op med den hidtidige vanskelige proces med at udvikle og bruge EPD’er på tværs af de nordiske lande. Udover, at det gør processen nemmere for praktikere og rådgivere, så mener Martha K. Sørensen, at aftalen grundlæggende er et stærkt signal fra de nordiske lande:
”Denne aftale om gensidig anerkendelse af EPD’er sender et stærkt signal til og fra den nordiske byggebranche om, at vi står sammen om ønsket om at accelerere den grønne omstilling”, siger Martha K. Sørensen.
Foto: Colourbox