Få ekspertens bedste råd: Sådan skal du designe messestand i
Har du helt styr på, hvad der trender i messehallerne i 2023? Ellers kan du lytte med på Export Talks og få messeekspertens bedste råd til at få den mest indbydende stand på messen.
Digitalt, nordisk og bæredygtigt. Husker du de tre ord, er du kommet ret langt, når du skal designe messestand til dine fremstød i 2023.
For uanset om du er garvet udi messeplanlægning, eller om du er lidt mere grøn i gamet, kommer det nok ikke som en stor overraskelse, at du med en indbydende stand har bedre chancer for at få de rigtige gæster – altså potentielle kunder og samarbejdspartnere – til at stoppe op hos dig.
Skab en god stemning
Og dermed tilbage til de tre så små ord. For spørger man en af dem, der har fingeren allermest på pulsen hvad angår design, indretning og opbygning af messestande, er der klare tendenser, når vi kigger ind i 2023. André Minier, direktør i Standesign A/S, der bygger messestande over hele verden, har en række tip til at få din messetand anno 2023 til at spille optimalt.
”Kig på det digitale. Vi ser også meget træ, lyst træ, vi ser planter, og vi ser flere ting til at skabe en stemning for de besøgende på standen. Det er vigtigt at få skabt et rum til at kunne snakke og netværke på sin stand,” siger André Minier til podcasten Export Talks fra Danish Export Association.
Om der skal være plads til at sidde eller stå, kommer helt an på standens størrelse og faktisk også hvilket land man befinder sig i. Derfor er det vigtigt at kende mødekulturen i det pågældende marked, inden man designer sin stand.
Bæredygtighed i fokus
En anden vigtig ting at holde sig for øje, er den allestedsnærværende grønne agenda.
”Noget, der fylder rigtig meget, er bæredygtighed. Organic og nordic er nogle af de overskrifter, man kan sætte på de trends, vi ser nu,” fortæller André Minier.
Selve messebranchen arbejder løbende med at optimere på de bæredygtige tiltag, blandt andet ved at genbruge så meget som muligt fra messe til messe og ved at købe lokalt ind, så man eksempelvis ikke skal transportere planter fra Danmark til det sydlige Spanien, når der skal dekoreres på messestanden.
Lyt med og få flere gode råd
I Export Talks kan du også høre André Minier give gode råd om, hvordan man bedst præsenterer sine produkter på standen, og hvordan man sørger for, at man får et rent og skarpt udtryk, så messegæsterne ikke er i tvivl om, hvilket virksomhed, de skal besøge.
Lyt til podcasten og find flere inspirerende Export Talks, der stiller skarpt på dansk eksport: