23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Ingeniørstuderende sænker energiforbruget hos Min Købmand

Min Købmand i landsbyen Laurbjerg, 40 km fra Aarhus, sparer 1.000 KWh om måneden efter besøg af en flok unge ingeniørstuderende, som med hjælp fra Combitherm løste problemet med et skyhøjt energiforbrug på butikkens frysedisk.

Energikrisen sætter sine spor hos detailbutikkerne. El er blevet rigtigt dyrt, men problemet er, at man ikke bare kan slukke for køle- og frysediskene. De er nødt til at køle hele døgnet for at holde varerne friske til kunderne. Således også hos Min Købmand i den lille østjyske by Laurbjerg, hvor elmåleren løber hurtigt og sætter sine spor i økonomien:

”Hvis ikke jeg får gjort noget ved de store elregninger, vil jeg være nødt til at lukke”, siger købmand Marianne Helboe.

Nysgerrige unge mennesker

De skyhøje energipriser har også været genstand for diskussion i en studiegruppe af diplomingeniører fra Aarhus Universitet. Det er førsteårs studerende, der netop har været ude på projektopgave i felten. En dag kom en flok unge studerende ind i butikken:

”De var rigtig søde og meget nysgerrige, og de ville gerne se på hele butikken. Der gik ikke lang tid inden de kom til frysedisken midt i butikken, som ganske vist har låger ovenpå, men den er isnende kold på alle udvendige flader”, siger hun.

Avanceret måling

De unge mennesker undersøgte frysedisken, målte alt igennem med termisk måleudstyr fra universitet. Det viste sig, at selvom der var låg på fryseren, så var siderne af glas iskolde på den udvendige side. Samtidig var der meget koldt i butikken. Og så fik en af de unge, Søren Andersen en idé, - ikke blot til hvordan de kunne anvise en løsning, men til hvordan de i praksis kunne løse problemet. Han kendte til virksomheden Combitherm, som producerer bæredygtige isolerende termomåtter og -hætter til flere brancher, og han tænkte, om det kunne være en løsning.

”De målte og tegnede op, og pludselig stod de i butikken med nogle måtter, som de havde tænkt sig at hænge på frysedisken,” fortæller hun med et smil. Hun var skeptisk, men gav dem lov.

Har ikke fortrudt

Det har hun ikke fortrudt. Ingeniørstuderende Søren Andersen fra den lille gruppe af studerende fortæller:

”Målingerne viser, at hun sparer ca. 1.000 KWh pr. måned ved at have måtterne hængende på ydersiderne af frysedisken. Vi fandt ud af, at selvom der er låg på fryseren, så strømmer der meget energi ud gennem siderne på disken som var gennemkolde. Derfor har vi pakket disken ind i specialsyede termomåtter fra Combitherm, og det betyder faktisk en målt og dokumenteret besparelse på 1.000 KWh pr. måned, og afhængig af elprisen, er det et beløb, der er til at tage og føle på,” siger han.

En god hjælp

De fik stor hjælp til arbejdet fra Combitherm, der synes det var en meget sjov, konkret opgave. Combitherm påtog sig at sy termomåtterne uden beregning for at hjælpe de unge studerende med deres projekt

”Det betød jo, at vi ikke bare kunne anvise løsningen, men konkret afhjælpe problemet med en fryser, der bruger alt for meget strøm, og dermed også kunne dokumentere resultatet,” fortæller Søren Andersen.

Gruppen blev rigtigt tændt på opgaven, og samarbejdet med Combitherm var de rigtig glade for:

”Det glæder os, at vi kunne gøre noget konkret. En ting er at måle og lave teoretiske beregninger, hvilket jo også er det vi skal kunne på ingeniørstudiet, men det er rigtigt sjovt, når vi faktisk kan gøre noget konkret for at hjælpe,” siger han på vegne af gruppen.

Temperaturstyring i verdensklasse

Combitherm er blandt Europas førende aktører inden for fremstilling af fleksible, skræddersyede og energibesparende termoløsninger til en bred vifte af industrier, hvor der arbejdes med temperaturfølsomme varer og processer, og hvor temperaturændringer skal minimeres.

Vores produkter inkluderer termohætter, skillevægge, afdækningsmåtter, vinter-, beton- og asfaltmåtter samt komposit covers, der alle er vigtige elementer i kølekæden i forbindelse med transport og lagring af f.eks. fødevarer og medicin eller for virksomheder, der ønsker at stabilisere støbe- og hærdeprocesser indenfor beton og komposit.

 

Faktabox: Besparelser på flere (hundrede) tusinde kroner

Den løsning, som de unge studerende i samarbejde med Combitherm har arbejdet med, bygger på isoleringsmaterialet Polywool® der er fremstillet af 78% genbrugsfibre (granulat af sodavands- og vandflasker). Densiteten er på 120 g/m2 og overfladen består af krydsvævet polypropylen. Frysediskens glas har udvendigt et areal på 6 m2. 

Der spares ca. 1.000 KWh. om måneden på en enkelt fryser og ud fra en gennemsnitspris på 1,57 kr. pr. KWh, bliver det hurtigt til et par tusinde kroner i månedlig besparelse, svarende til op mod 25.000 kr/år. Og mere, hvis elprisen er høj. Besparelsen for et stort supermarked med flere og længere frysediske vil derfor være tilsvarende større. 

 

Læs hele casen fra Min Købmand 

 

Yderligere oplysninger

Spørgsmål kan rettes til COO Torben Hallstrup på th@combitherm.dk eller 2334 0180.

 

Foto øverst: Marianne Helboe, købmand i den lille by Laurbjerg, fik styr på elregningen, da en gruppe ingeniørstuderende kom forbi. Med hjælp fra Combitherm fik hun elforbruget på frysedisken reduceret væsentligt.

Foto nederst: Løsningen var specialsyede termomåtter fra Combitherm, der blevet sat rundt om frysediskens kolde ydersider.

Combitherm A/S
Industrivej 6
8653 Them
Silkeborg Kommune
Danmark
CVR nummer: DK87130428

Kontaktperson

AP
Anja Povlsen
Marketing Manager
apo@combitherm.dk

Send til en kollega

0.047