23948sdkhjf

Flere kvinder end mænd flytter, når partneren dør

Markant flere kvinder end mænd flytter, når deres partner dør. Også flere kvinder end mænd vælger plejehjem. Det viser et studie fra Københavns Universitet, som har undersøgt bosætningsmønstrene for danske enker og enkemænd

Geograf ved Københavns Universitet Ask Egsgaard-Pedersen har ved hjælp af registerdata undersøgt mønstrene i boligskift for titusinder af danske enker og enkemænd mellem 50 og 90 år over en 25-årig periode. Og resultatet er, at boligsituationen er langt fra ens for henholdsvis kvinder og mænd, efter de mister deres partner.

Enker er i langt højere grad end enkemænd tilbøjelige til at flytte bopæl i tiden efter, at de har mistet deres partner. Mens godt 30 procent af alle enker flytter i ny egen bolig efter partnerens død, gælder det kun for 20 procent af enkemændene. Samtidig flytter en lidt større andel af kvinder end mænd på plejehjem.

- Vi kan ikke her fastslå de underliggende årsager til de forskelle, vi ser. Men meget tidligere forskning peger på, at enker generelt er dårligere stillet økonomisk end enkemænd, fordi mænd typisk har en højere indtægt og større pensionsopsparing. Så en grund kan være, at enker oplever en større - og længerevarende - forringelse af deres økonomiske situation end enkemænd, og derfor er nødt til at flytte til noget billigere, siger Aske Egsgaard-Pedersen.

Samtidig peger geografen på, at kvinder er bedre end mænd til at opbygge netværk, og det kan være en fordel, når man skal tage springet ud i en ny boligsituation.

- Flere studier tyder på, at kvinder ofte har stærkere sociale netværk end mænd og dermed oplever mere emotionel støtte i situationen. Det gør muligvis, at de er mindre 'bange' end mænd for at flytte til en bolig, som i virkeligheden måske er mere passende. Så dette kan også være en del af forklaringen på kønsforskellen i tallene.

Egsgaard-Pedersens studie viser også, at både kvinder og mænd flytter til mindre boliger efter overgangen til enkestand. Hvor enkemænd i gennemsnit skærer størrelsen på deres bolig ned med 9 m2, reducerer enker deres boligareal med 12 m2.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.54