23948sdkhjf

Ældres covid-ensomhed vil ikke slippe grebet

De ældre har svært ved at ryste covid-ensomhedens skygge af sig. Det belaster plejepersonalet, som egentlig gerne ville tage en snak og en kop kaffe, men stramme kørelister forhindrer det

Ældre Sagen har en klar fornemmelse af, at de ældres aktivitetsniveau endnu ikke er på samme niveau som før covid. Og det bekræfter en rapport, som de ældres interesseorganisation har fået udarbejdet. 

”Der er en gruppe, som stadig over et år efter restriktionerne ikke er vendt tilbage til hverken deres tidligere sociale eller fysiske aktivitetsniveau. Begge dele er yderst kritisk, for det medfører mistrivsel og øget risiko for funktionsnedsættelse især for de ældste,” siger David Vincent, der er socialhumanitær konsulent i Ældre Sagen til Fagbladet FOA.'

Den øgede ensomhed rammer både ældre, som modtager hjemmepleje, men også ældre som klarer sig selv fint. Det er konklusionen på en spørgeskemaundersøgelse gennemført blandt 1000 medlemmer af Ældre Sagen. 

I forbindelse med undersøgelsen har man tillige gennemført detaljerede interview med ældre borgere og frivillige i foreninger og på plejehjem, og interviewpersonerne bekræfter billedet af øget ensomhed blandt ældre. Specielt i gruppen af 80 til 89-årige bliver covid-ensomheden hængende.

Tanja Nielsen, som er formand for social- og sundhedssektoren i FOA, peger på, at det stiller plejepersonalet i et ubehageligt krydspres, hvor de på den ene side kan iagttage de ældres ensomhed og har et ønske om at mildne den, men på den anden side er tvunget til at forlade de ældre hurtigt, for det dikterer stramme kørelister.

”De ved godt, at man burde gøre mere, og hvis vi kunne bestemme, så fik medarbejderne igen mulighed for at drikke en kop kaffe med fru Jensen, hvis hun er ensom eller trist. Det bliver der bare ikke visiteret tid til,” siger Tanja Nielsen til Fagbladet FOA.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063