Første generationsindvandrere fra Tyrkiet udgør i dag en del af den plejekrævende ældrebefolkning. Her en kaffeklub på Vesterbro i København, hvor gæsterne ikke er helt plejekrævende endnu. Foto: Ida Guldbæk Arentsen (Scanpix/Ritzau)

World Value Survey er et af verdens største, men også mest oversete socialvidenskabelige forskningsprogrammer, og Danmark er med i det. Det er et internationalt forskningssamarbejde, hvor det moderne menneskes centrale værdier kortlægges. Forskningsspørgsmålet er klart: Hvilke værdier driver os mennesker til at handle og leve, som vi gør?

Et spørgsmål, som netop er blevet stillet på tværs af geografi og tid, er, om det er yngre familiemedlemmers opgave at pleje ældre familiemedlemmer. Knap fem procent af danskerne er meget enige i, at børn bør hjælpe til med at pleje syge ældre. Over 40 procent af den tyrkiske befolkning mener det samme.

Denne værdiforskel mellem dansk og tyrkisk familiekultur fremhæver VIVE-forskeren Anika Liversage i hendes studie af 22 herboende tyrkiske familier, og familiernes pleje af deres ældre. Resultaterne har Liversage netop publiceret i det internationale tidsskrift Journal of Family Research.

For det første viser Liversages studie, at tyrkiske indvandrere fra 70erne kan have lav uddannelse og dårlige danskkundskaber, og at de derfor ofte er afhængige af familiemedlemmers plejeindsats. Det er ikke, fordi den danske velfærdsstat ikke stiller pleje til rådighed, men de ældre vil hellere have hjælp af deres familiemedlemmer, fordi de har et sprogligt og kulturelt fællesskab med dem.

For det andet viser undersøgelsen, at yngre familiemedlemmer kan føle indre skyld, for selvom de egentlig ønsker at pleje deres ældre familiemedlemmer, er de indlejret i et dansk samfund, hvor de ikke altid kan honorere kravet fra dem selv og deres omgivelser til at yde pleje i det omfang, som de føler, de bør.

For det tredje og en smule paradoksalt viser undersøgelsen også, at der i mange tyrkiske familier er et overskud af personer, som kan påtage sig opgaven med pleje af ældre familiemedlemmer. Ofte er den ene halvdel af et tyrkisk ægtepars familie stadig i Tyrkiet, og der er således kun ét sæt forældre at pleje for næste generation.

For det fjerde viser undersøgelsen, at sproglige og kulturelle barriere kan føre til, at tyrkiske familier føler sig udelukket fra velfærdsstatslig hjælp, selvom de gerne vil have den. Det er i øvrigt en mekanisme, som forstærkes af generelle nedskæringer i ældreplejen.

Hele Annika Liversages artikel kan læses her.