Privat plejefirma konkurs: Fredensborg Kommune opretter krisestab
”Da den private leverandør af hjemmehjælp, Værdig Pleje, har indgivet konkursbegæring, overtager Fredensborg Kommune umiddelbart ansvaret for de 248 borgere, som hidtil har valgt at få hjælp fra Værdig Pleje,” skriver Fredensborg Kommune på deres hjemmeside.
I en pressemeddelelse siger kommunaldirektør i Fredensborg Kommune Mie Gudmundsson, at ”det er en rigtig ærgerlig situation. Først og fremmest for de borgere, der er ramt af konkursen, og som kan være utrygge ved, hvad der nu skal ske.” Kommunaldirektøren fortsætter:
- Når vi som kommune fra dag til dag skal overtage ansvaret for, at yderligere 248 borgere får den rette hjemmehjælp, skaber det et kæmpe arbejde i hele kommunen. Derfor er der nedsat en krisestab med alle relevante ledere og medarbejdere, så vi sikrer, at alle borgere får den rette hjælp og kan være trygge igen.
Kommunen sendte i går brev til alle berørte borgere, og kommunen vil også kontakte borgerne på anden vis. Hvis borgere eller pårørende har presserende behov for mere information, har kommunen oprettet en særlig ’hotline’, hvor de kan henvende sig.
Endelig beder kommunaldirektør Mie Gudmundsson om forståelse for Fredensborg Kommunes situation.
- Samtidig håber vi på forståelse for, at der de kommende uger måske kan opstå uregelmæssigheder i hjemmeplejen i hele kommunen, da det er en meget stor ekstra opgave, som vores medarbejdere skal løse med meget kort varsel, siger kommunaldirektøren.