Saftevandskrigen: Privat hjemmehjælp uddeler gratis saftevand i sommervarmen
Det vigtigste argument mod saftevand i ældreplejen er, at det kan give en falsk mæthedsfornemmelse og dække ældres energibehov proteinløst. Ældre har brug for nærende kost, så muskler og kræfter kan opretholdes, og hvis rødt saftevand optager pladsen, er det ikke godt.
Argumentet for rødt saftevand er, at termometeret i weekenden nærmede sig 30 grader, og i den situation er de ældres væskebalance af afgørende betydning. At tvinge neutralt postevand gennem systemet er ikke lige så morsomt, som hvis væsken smager af friske bær eller nymalede kaffebønner. Selvom rødt saftevand kan dæmpe appetitten, er dehydrering også et alvorligt problem, som skal tages alvorligt, således argumenterne.
Hos Privathjælpen i Struer har man vurderet, at det nok går an med saftevand. Hjemmeplejefirmaet dækker 340 borgere i Stuer, og således er de en af nationens større udbydere af privat hjemmepleje. Da der er tale om relativt friske borgere i eget hjem, er risikoen for fejlernæring nok også begrænset.
- Som resten af landet har det været varmt i Holstebro og Struer Kommuner, og det er vigtigt, at de ældre i den situation for nok væske. Derfor har vi uddelt en flaske gratis saftevand til alle de borgere, som modtager hjemmepleje fra os, fortæller Camilla Rud Borregaard Havemann til Magasinet Pleje.
Camilla Rud Borregaard Havemann er daglig leder i Privathjælpen i Struer, og hun fortæller desuden, at Privathjælpen hos den lokale Løvbjerg købmand har forhandlet sig frem til en literpris på saftkoncentrat på en femkrone.
Tidligere har Magasinet Pleje berettet, hvordan en intens kamp om saftevand ældreplejen i Høje-Taastrup Kommune er endt med, at borgerne kan få saftevand, selvom det var forvaltningens ambition, at det ikke længere skulle være en mulighed. I Thisted Kommune er man gået i den anden grøft, og her tilbyder man de ældre slush ice i sommervarmen. Endelig har man i Holstebro Kommune en ambition om, at de ældre skal tilbydes mælk eller kernemælk i stedet for saftevand.