Ambu drømmer om kæmpemarked efter ny godkendelse
Ambu har fået sin længe ventede godkendelse på deres ureteroskopi-produkter, Ambu Ascope 5 Uretero og Ambu Abox 2.
Dermed er medicovirksomheden klar til at sætte produkterne på markedet, og det vækker glæde hos CEO Britt Meelby Jensen.
- CE-godkendelsen af vores første ureteroskopi-løsning er en spændende urologi-milepæl. Over de sidste tre år har vi opbygget et stærkt navn inden for engangs-cystoskopi, og nu træder vi ind på den nye arena for ureteroskopi, udtaler Britt Meelby Jensen i en pressemeddelelse.
Ureteroskopi-produkter bruges typisk til behandling af nyresten, oplyser Ambu i meddelelsen.
Ifølge Ambu er der stort potentiale for de nygodkendte produkter, idet der på årligt plan er 1 million indgreb inden for feltet.