Derfor blev Demant-profiler fyret
I april i fjor måtte Demant sige farvel til tre ledende medarbejdere i selskabets Diagnostics-afdeling, og nu er der nyt om baggrunden for fyringerne.
Der var tale om fyringer af koncerndirektør for Diagnostics, Arne Boye Nielsen, samt administrerende direktør og produktionsdirektør i datterselskabet Interacoustics, Carsten Kind og Claus Fromm. Medwatch skriver på baggrund af et internt dokument, at fyringerne kom på bagkant af en intern whistleblowerundersøgelse.
"De tre ledere har ikke i tilstrækkelig grad sikret en sund arbejdskultur i Demants forretningsområde Diagnostics, der strækker sig ind i relaterede funktioner i Demant-koncernen, hvilket har medført et usikkert psykisk arbejdsmiljø for nogle medarbejdere," lyder det i en meddelelse fra Demant til medarbejderne i Diagnostics-afdelingen, som Medwatch er i besiddelse af.
Overfor mediet vil Demant ikke kommentere baggrunden for fyringerne, men de oplyser, at de på baggrund af whistleblowerundersøgelsen ville "skabe og gennemføre forandringer i ledelseskulturen".
Medwatch oplyser videre, at de tre fyrede direktører ikke har ønsket at kommentere fyringerne.
I slutningen af 2023 kunne Interacoustics meddele, at de havde fundet Carsten Kinds afløser i form af Villads Thomsen.