23948sdkhjf

Opbakning til sundhedsteknologi afhænger af indtægt

Ny undersøgelse afslører markante forskelle i befolkningens holdning til digital sundhed

En nylig undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Ingeniørforeningen IDA viser, at borgernes indkomstniveau har stor betydning for deres villighed til at anvende sundhedsteknologi i hjemmet.

Undersøgelsen, der omfatter 1000 besvarelser fra borgere i alderen 18-70 år, afslører markante forskelle i holdningen til digitale sundhedsløsninger baseret på husstandsindkomst. Eksempelvis er næsten ni ud af ti borgere med en husstandsindkomst over 1 million kroner positive over for digitale lægekonsultationer, mens kun 61 procent af husstande med en indkomst på 300.000-500.000 kroner deler denne holdning.

Det oplyser Ingeniørforeningen IDA i en pressemeddelelse.

- Skærmbesøg og retten til at vælge digitale lægekonsultationer er et kæmpe skridt fremad. Men ligesom al anden teknologi kræver det både tid og tillid at mestre det. Mange er klar til digital sundhed, og vi er netop kåret til verdensmestre i offentlig digitalisering, men ambitionen for regeringen må være at få endnu flere med ombord. Det kræver en håndholdt indsats, siger Laura Klitgaard, formand for IDA.

Undersøgelsen viser også, at 85 procent af borgere med de højeste indkomster ser positivt på muligheden for at være indlagt hjemme efter endt hospitalsbehandling med besøg af sundhedsfagligt personale flere gange dagligt. Til sammenligning gælder dette kun for 63 procent af de adspurgte med en husstandsindkomst på under 300.000 kroner årligt.

- Sundhedsteknologi kan løse mange af de udfordringer, sundhedsvæsenet står med, og kan skabe en mere lige adgang til sundhedsydelser. Men det er afgørende, at sundhedsreformen afspejler de store forskelle på borgernes behov og tager udgangspunkt i det enkelte menneske. Vi skal møde de sårbare patienter, hvor de er, og ikke tvinge teknologiske løsninger ned over dem, udtaler Laura Klitgaard.

Undersøgelsen viser desuden, at 77 procent af borgerne er positive over for at have en sensor eller måler i hjemmet, der kan overvåge deres helbred og alarmere læge eller sygehus ved komplikationer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063