23948sdkhjf

Nævnet for Sundhedsapps åbner snart for ansøgninger

Nye retningslinjer for sundhedsapps forventes offentliggjort inden årets udgang

Det nyetablerede Nævnet for Sundhedsapps har afholdt sit første møde og forventer at åbne for ansøgninger inden nytår.

Nævnet, som skal vurdere kvaliteten af sundhedsapps, er nu klar til at påbegynde sit arbejde med at evaluere og potentielt anbefale apps, der kan supplere behandlingen i sundhedsvæsenet. Formålet er at hjælpe brugere med at navigere i det voksende udbud af sundhedsrelaterede applikationer.

Det oplyser Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.

- Sammen med mine syv kolleger i nævnet – og sekretariatet i Lægemiddelstyrelsen – skal vi nu i gang med den vigtige opgave, der er blevet os betroet: at bane vej for at ny teknologi kan bidrage til at styrke behandlingskvaliteten i det danske sundhedsvæsen yderligere, udtaler Erik Jylling, formand for Nævnet for Sundhedsapps og koncerndirektør i Region Hovedstaden.

Klar før nytår

Nævnet ser generelt sundhedsapps som et værdifuldt supplement til de øvrige tilbud i sundhedssektoren. Kriterierne for, hvad der skal til for at en sundhedsapp kan blive anbefalet, er blevet fastlagt under det første møde. Disse kriterier forventes offentliggjort på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside inden årets udgang.

- Vi er i dag i store træk blevet enige om kriterierne for, hvad der skal til for at en sundhedsapp kan blive anbefalet. Det betyder, at vi forventer inden årets udgang at kunne åbne for ansøgning via Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, hvor vi også offentliggør de eksakte kriterier, som vi vil vurdere sundhedsapps efter, lyder det fra Erik Jylling.

Interesserede ansøgere opfordres til at holde øje med Lægemiddelstyrelsens temaside, hvor der vil blive offentliggjort yderligere information om ansøgningsprocessen og de specifikke vurderingskriterier. Alle virksomheder, organisationer og andre leverandører eller udviklere af sundhedsapps vil have mulighed for at ansøge om vurdering, når processen åbnes.

Kritik af risiko for flaskehals

I februar annoncerede Lægemiddelstyrelsen, at man ville etablere Nævnet for Sundhedsapps. Pointen var i grove træk at skabe et centralt overblik over sundhedsapps, så det bliver lettere at navigere i de mange tilbud.

Således skal nævnet vurdere applikationerne ud fra en række parametre som effekt, brugervenlighed, evidens og pris.

I den forbindelse lød det blandt andet fra hjælpemiddelorganisationen Danish.Care, at det kunne "være med til at rydde ud i den myriade af mindre seriøse apps, der er".

Her problematiserede direktør Morten Rasmussen dog risikoen for flaskehalsproblemer, og det samme gjorde Medicoindustriens vicedirektør, Lene Laursen:

- Alt andet lige vil det være et ekstra skridt for at komme på markedet. For selvom der er tale om anbefalinger, så kan den negative effekt være, at det opfattes som om, at man kun kan bruge de apps, der er anbefalet af nævnet, sagde hun i februar.

Medlemmer i Nævnet for Sundhedsapp:

  • Formand: Erik Jylling, koncerndirektør i Region Hovedstaden, indstillet af Danske Regioner
  • Næstformand: Ann Leistiko, Direktør i Lungeforeningen, indstillet af Danske Patienter
  • Medlem: Rikke Saltoft, IT-chef i København Kommunes Sundhedsforvaltning, indstillet af KL
  • Medlem: Bjarne Skjødt Hjaltalin, cheflæge og medlem i Lægeforeningens bestyrelse samt Udvalg for Digitalisering og IT, Lægeforeningen
  • Medlem: Niels Ulrich Holm, læge og medlem af PLO’s bestyrelse, PLO
  • Medlem: Christine Lønager Boesen, souschef for IT og Digital udvikling, Ældre Sagen
  • Medlem: Sarah Lindegaard, fagchef v. sundhed og life science, Dansk Erhverv
  • Medlem: Lene Laursen, vicedirektør, Medicoindustrien

Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.447