Gubra sælger rettigheder til vægttabshåb i milliardhandel
Det danske biotekselskab Gubra sælger rettighederne til et vægttabsmiddel under udvikling til det amerikanske selskab AbbVie.
Gubra får 350 millioner dollar, svarende til 2,5 milliarder kroner, med det samme. Desuden vil selskabet have mulighed for at få op til cirka 13,4 milliarder kroner i såkaldte milepælsbetalinger.
Det skriver Gubra i en selskabsmeddelelse mandag morgen.
- Vi er begejstrede for at indgå i et partnerskab med AbbVie, da selskabet har stærke evner inden for både udvikling og kommercialisering af livsændrende medicin, siger Henrik Blou, som er topchef i Gubra, i meddelelsen.
Der er tale om lægemiddelkandidaten GUB014295, som også bliver kaldt Gubamy.
Midlet er baseret på virkningen af stoffet amylin. I meddelelsen beskrives amylin som et mæthedshormon, som bliver set som et potentielt behandlingsmiddel af overvægt.
Stoffet kan sende signaler til hjernen, der kan dæmpe sult og dermed reducere madindtag.
/ritzau/