23948sdkhjf

Venstre: Krigsforbrydere skal til nabolandene i regionen

Hvis ikke hjemlandet vil have dem, skal krigsforbrydere på tålt ophold videre til nabolandene, siger Venstre.
Det kan godt være, at man ikke kan sende krigsforbrydere på tålt ophold tilbage til hjemlandet, men så må regeringen undersøge, om der er andre lande i regionen, der vil have dem, for de skal ikke opholde sig i Danmark.

Sådan lyder det fra Venstres næstformand, Kristian Jensen, efter at Søndagsavisen fredag skriver, at 21 ud af de i alt 64 personer, der i øjeblikket opholder sig på tålt ophold i Danmark, erkender at have begået krigsforbrydelser.

Godt halvdelen af dem er ifølge avisen tidligere talibankrigere fra Afghanistan.

- Jeg bliver så forarget over, at vi har folk i Danmark, som har været med til at bekæmpe danske soldater, der har været i Afghanistan for at hjælpe. Derfor må vi søge nye veje for at sende dem ud af Danmark, siger Kristian Jensen.

- Kan vi ikke sende dem tilbage til hjemlandet, må vi undersøge, om der er andre lande i regionen, så vil tage i mod dem, siger han.

Spørgsmål: Tror du, at andre lande vil tage imod en talibankriger, der har begået krigsforbrydelser?

- Det ved man jo først, når man har undersøgt det. Så jeg synes da, at vi skal undersøge det.

- I stedet for at rende hovedet mod den mur som hedder, at hjemlandet ikke vil have dem, eller vi ikke kan sende dem hjem, så skal vi lede efter lande, som vil tage dem. Jeg er mere interesseret i at få dem ud, end at de kommer til det ene eller andet land, siger han.

Hvis det kan lade sig gøre at retsforfølge nogle af dem i Danmark, så er han villig til at se det også.

- Det er bedre at få dem straffet, end have dem rendende relativt frit rundt på tålt ophold, siger Kristian Jensen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079