23948sdkhjf

Hjemmehjælper snød ældre damer i Nordsjælland

En 29-årig mand, ansat i hjemmeplejen, er sigtet for 38 forhold af bedrageri mod hovedsageligt ældre damer.
Københavns Politi har sigtet en 29-årig mand for 38 forhold af bedrageri mod ældre borgere i København og Nordsjælland. Især ældre damer blev offer for svindelen, oplyser Københavns Politi.

Den 29-årige var ansat i hjemmeplejen og har haft sin gang i de ældres hjem, hvor han har afluret deres kontooplysninger.

- Vi har fået anmeldelser fra forurettede og en kommune om svindel, og de peger alle i retning af den 29-årige mand, siger vicepolitiinspektør Tommy Keil, leder i afdelingen for økonomisk kriminalitet i Københavns Politi, til Ritzau.

Han har erkendt, at han har hævet penge, købt ting på nettet og overført penge til sig selv for omkring et par hundrede tusinde kroner fra de ældres konti.

- Den 29-årige har erkendt og lagt kortene på bordet. Han har gjort det for egen vindings skyld, fortæller vicepolitiinspektøren.

Den 29-årige blev anholdt onsdag formiddag, men da han har erkendt alt under afhøring hos politiet, vil han ikke blive krævet varetægtsfængslet i sagen. Han er derfor løsladt efter afhøringen.

Ud over de 38 forhold af bedrageri, så forbereder politiet yderligere et tocifret antal sigtelser for lignende kriminalitet mod den 29-årige.

- Han har udnyttet et tillidsforhold mellem ham selv og de ældre damer, så jeg synes, det er en skærpende omstændighed, siger Tommy Keil.

Den 29-årige er ikke ansat i hjemmeplejen i dag.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126