Regionerne vil se på loft over lægevagter
Danske Regioner ønsker at indlede drøftelser med PLO for at genskabe trygheden til lægevagten efter dødsfald.
Derfor vil regionerne nu indlede drøftelser med De Praktiserende Lægers Organisation (PLO).
Det siger formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner, Ulla Astman (S), der også sidder som regionsrådsformand i Region Nordjylland.
- Det er sådan, at i fire ud af de fem regioner er det PLO, der driver lægevagten. Derfor er det ikke bare en beslutning, vi kan tage fra Danske Regioners side, siger hun og fortsætter:
- Vi kan drøfte det med PLO, og det skal vi bestemt, fordi det er et relevant forslag, som Region Syddanmark stiller.
Region Syddanmark har netop foreslået et loft over, hvor mange vagter den enkelte læge må tage, efter at det har vist sig, at den vagtlæge, der fejldiagnosticerede en nu afdød kvinde på Fyn, havde 38 vagter på to måneder, mens han samtidig passede sin egen lægepraksis.
- Nu skal man selvfølgelig passe på med at lave regler på baggrund af en enkelt sag. Men det er relevant at få drøftet, fordi det er vigtigt, at vi skaber tryghed og sikkerhed omkring lægevagten, siger Ulla Astman.
- Den her sag er med til at skabe en utryghed blandt borgerne, og det kan vi ikke være tjent med, tilføjer hun.
Hos Region Syddanmark fastslås det, at en læge typisk tager tre til fem vagter i regionens vagtlægeordning i løbet af en måned. Men da der ikke er et loft over antallet af vagter for den enkelte læge, kan lægerne i princippet tage lige så mange vagter, de ønsker.
- Vi vil gerne drøfte problemstillingen, og vi vil også gerne drøfte mulighederne for at lave et loft eller nogle andre regler, som kan være med til at skabe - eller måske endda genskabe - tryghed i forhold til lægevagten, siger Ulla Astman.
Formanden forventer, at drøftelserne med PLO kan begynde efter sommerferien, hvor Danske Regioner hurtigst muligt vil tage sagen op.
/ritzau/