Færre fejl og mangler på plejehjem
Sundhedsstyrelsens tilsyn med plejehjem og lignende boliger viste i 2013 forbedringer inden for en række områder.
Tilsynet omfatter udelukkende de sundhedsmæssige forhold på plejehjemmet, og omfatter f.eks. ikke en vurdering af, om beboerne får den rette behandling af egen læge eller under indlæggelse på sygehus. Vurderingen omfatter heller ikke beboernes generelle trivsel.
Som udgangspunkt udfører Sundhedsstyrelsen årlige tilsyn med plejehjemmene. I 2013 blev 205 plejehjem fritaget for tilsyn i forlængelse af deres gode resultater fra 2012. Det betyder, at resultaterne fra disse 205 mest velfungerende plejehjem ikke indgår i landsrapporten for 2013. Resultaterne fra denne rapport stammer altså alene fra de plejehjem, der ikke opfyldte kravene for at blive undtaget.
Der blev i 2013 gennemført 795 plejehjemstilsyn og i alt indsamlet 2.456 stikprøver hovedsageligt hos beboere med komplekse plejebehov. På de 795 plejehjem, hvor Sundhedsstyrelsen var på tilsyn i 2013 var der 33.464 beboere, hvorfra stikprøverne blev udtaget. Hver stikprøve indeholder 49 målepunkter, som sammen med 34 målepunkter for det enkelte plejehjem omhandler de fleste af tilsynets områder.