23948sdkhjf

Kræft: 487 danskere ventede for længe

Blod i afføringen kan være tegn på kræft. Sundhedsminister kræver, at regioner overholder 14-dages frist.
Danskere med blod i afføringen risikerer at vente længere end de maksimale 14 dage, før de indkaldes til en kikkertundersøgelse for kræft.

Indberetninger til Sundhedsstyrelsen viser, at regionerne i april undlod at indkalde 487 borgere, som havde blod i den afføringsprøve, som de havde indsendt til undersøgelse.

- Regionerne har ikke indkaldt et stort antal danskere til undersøgelse inden for den tidsfrist, de har krav på. Det er uacceptabelt, udtaler sundhedsminister Nick Hækkerup (S) i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Det er klart, at der kan være nogle enkelte tilfælde, hvor det af den ene eller anden grund ikke lykkes at få en patient undersøgt inden for de 14 dage, men det her er alt, alt for mange, siger han.

Siden marts har danskere mellem 50 og 74 år modtaget prøvesæt med posten, som de efterfølgende har skullet indsende til laboratorier.

Er der blod i prøven, skal regionen inden for 14 dage tilbyde en kikkertundersøgelse af hele tyktarmen, der kan vise, om der er kræft.

Formålet med det nye screeningsprogram er at finde kræft i tidlige stadier, da chancen for vellykket behandling og dermed helbredelse stiger.

Opgørelsen viser, at det især er Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Midtjylland, som ikke overholder tidsfristerne, mens det er sket færre gange i Region Nordjylland og Region Syddanmark.

Alle fem regionerne vil blive indkaldt til et møde i Sundhedsstyrelsen.

- Jeg kommer til at følge det her meget nøje, for det er afgørende for mig og regeringen, at vi holder fast i et højt ambitionsniveau, når det kommer til at forbedre kræftbehandlingen, siger Nick Hækkerup.

Tyk- og endetarmskræft rammer hvert år godt 4000 danskere og er dermed en af de hyppigste kræftformer. Med over 2000 dødsfald årligt er den samtidig en af de mest dødelige.

Det nye screeningsprogram kan sandsynligvis redde 150 liv om året.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097