23948sdkhjf

Endnu en hjertelæge anmeldes for svindel med millioner

Endnu en hjertelæge fra Rigshospitalet mistænktes for mandatsvig. Flere læger er allerede blevet fyret.
Rigshospitalet har fredag politianmeldt en hjertelæge for mandatsvig for 2,5 millioner kroner, skriver Berlingske.

Lægen arbejder ifølge avisen ikke længere på Rigshospitalet, men på en hjerteafdeling på et andet af Region Hovedstadens hospitaler.

Regionen har iværksat en personaleretslig undersøgelse af lægen.

- Vi har anmeldt forskeren for mandatsvig, og da der nu er tale om en politisag, kan vi ikke kommentere den konkrete sag yderligere, siger Susanne Vesterheden, finanschef i Region Hovedstaden, ifølge Berlingske.

- Politianmeldelsen er dog et udtryk for, at vi ser med meget stor alvor på sagen, tilføjer hun.

Anmeldelsen sker på baggrund af en stikprøveundersøgelse, som Region Hovedstadens eksterne revisor, BDO, er i gang med.

Sagen er på ingen måde enestående. Rigshospitalet har i løbet af foråret suspenderet og politianmeldt flere hjertelæger for misbrug af forskningsmidler til private formål. To af dem er blevet fyret, skriver Berlingske.

I en af sagerne brugte en overlæge ifølge Jyllands-Posten blandt andet forskningsmidler til at købe malerier for 70.000 kroner og en lysekrone for 140.000 kroner.

Malerierne blev leveret til lægens private adresse i Nordsjælland, og lysekronen tog han med hjem i privaten.

Revisionsselskabet BDO fortsætter ifølge Berlingske sin stikprøveundersøgelse af brugen af eksterne forskningsmidler i regionen. Det endelige resultat forventes klar i begyndelsen af oktober.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.068