Region Hovedstaden strammer regler mod misbrug
Sager om muligt misbrug får Region Hovedstaden til at præcisere, hvad lægerne må bruge forskningsmidler til.
Det siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) fra Region Hovedstaden.
Det sker, efter at Jyllands-Posten søndag beskriver, at Gentofte Hospitals hjerteafdeling med overlæger i spidsen har brugt forskningspenge til sommerfester og julefrokoster for over 100.000 kroner.
Avisen har før afdækket den samme praksis hos Rigshospitalet hjertelæger, hvor nogle er blevet politianmeldt.
- Det er en sag, jeg ser på med stor alvor, siger Sophie Hæstorp Andersen i en skriftlig kommentar.
- Det står dog klart, at vi er nødt til at præcisere vores retningslinjer for brug af forskningsmidler. Samtidig skal der også være en bedre kontrol med, hvordan pengene bliver brugt. For kontrollen har ikke alle steder været god nok, siger hun.
Region Hovedstaden har udvidet sin undersøgelse af et muligt misbrug med forskningsmidler ved Hjertecentret på Rigshospitalet til hjerteafdelingerne på Gentofte Hospital og Glostrup Hospital. Undersøgelsen viste, at der også kunne være problemer dér, forklarer hun.
Den tidligere forskningschef på Gentofte Hospitals hjerteafdeling, professor Christian Torp-Pedersen, forsvarer sine dispositioner.
- Alle udgifter er afholdt for at fremme forskningsgruppens arbejde, siger han til Jyllands-Posten
Fra Gentofte Hospitals hjerteafdeling har ni personer spist for 16.902 kroner på den tostjernede Michelin-restaurant Geranium. Ansatte har fået betalt maratonløb i København og Berlin og brugt forskningsmidler til at købe en Montana-reol til 13.000 kroner med indbygget køleskab.
Sophie Hæstorp Andersen beklager de nye eksempler, "der tyder på, at lægerne dér har afholdt udgifter, der enten ikke er rimelige, eller hvor dokumentationen har været mangelfuld".
- Og det skal der selvfølgelig ryddes op i - det skylder vi patienterne, siger Sophie Hæstorp Andersen.
/ritzau/