23948sdkhjf

Regionerne: Budgetaftale er stram

Aftalen med regeringen om næste års økonomi kræver prioriteringer, siger regionernes formand.
Akutmodtagelser, udredningsret og byggeri af nye sygehuse er nogle af de store dagsordener, som tirsdagens økonomiaftale mellem regeringen og regionerne fokuserer på.

Væksten på sygehusene skal imidlertid stige med to procent. Det skal finansieres ved en øget produktivitet på sygehusene, som kræver, at regionerne har fokus på at omprioritere og effektivisere.

- Aftalen er stram og nødvendiggør prioriteringer og handlekraft i regionsrådene for at få enderne til at mødes, siger Bent Hansen, der er formand for Danske Regioner, i en pressemeddelelse.

- Vi er tilfredse med, at en del af det råderum, der er i den offentlige sektor, går til det regionale sundhedsvæsen.

- Der er brug for ekstra midler, så vi kan behandle det stigende antal kræftpatienter og sikre, at der er den fornødne kapacitet til at leve op til udredningsretten både inden for psykiatri og somatik, siger Bent Hansen.

I aftalen er der blevet sat syv milliarder kroner af til anlæg. Men der er samtidig lagt op til et loft på 2,4 milliarder kroner for de øvrige anlægsudgifter.

- Det er ærgerligt, at regeringen finder det nødvendigt med et loft for anlægsudgifterne, for vi kan ikke nøjes med kvalitetsfonden, hvis regionerne skal gennemføre sygehusplanerne.

- Regionerne må nu i gang med tættekammen i forhold til investeringsplanerne, siger Carl Holst, der er næstformand i Danske Regioner, i en pressemeddelelse.

- Jeg noterer dog med tilfredshed, at aftalen lægger op til, at kvalitetsfondsbyggerierne skal fortsætte i overensstemmelse med indgåede kontrakter og planer, siger Carl Holst.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079