23948sdkhjf

Thorning: Dansk politik er ikke på pause

Thorning vil ikke kommentere Lars Løkkes formandskrise og fremhæver økonomiaftaler med KL og regioner.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) blev under tirsdagens spørgetime i Folketinget anklaget for, at regeringen har sat forhandlingerne om både vækstinitiativer og arbejdsmarkedsreform på pause, mens Venstre er i voldsom intern strid om Lars Løkke Rasmussens fremtid som formand.

Den kritik afviser statsministeren dog efter Folketingets spørgetime, hvor hun fremhæver, at regeringen tirsdag indgik aftaler med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner om næste års økonomi.

- Vi har jo netop i dag afsluttet vores forhandlinger med kommunerne og regionerne om deres økonomi for næste år. Og det er jo vigtige aftaler, som berører den velfærd, som mange danskere oplever i hverdagen.

- Så jeg synes bestemt ikke, at man kan sige, at dansk politik er på pause, siger Helle Thorning-Schmidt.

Det er cirka en måned siden, at regeringen fremlagde sine bud på en vækstpakke og en arbejdsmarkedsreform. Siden har oppositionen ikke hørt fra regeringen, lyder kritikken fra især De Konservatives leder, Lars Barfoed.

Thorning antyder, at en del af skylden også ligger hos Venstre, der har brugt kræfterne internt i partiet.

- Jeg skal da heller ikke lægge skjul på, at der er andre ting, som har optaget nogle af partierne i de seneste par uger, og det har selvfølgelig også gjort, at det har været svært at komme videre med de to ting, siger hun.

Hun afviser alle spørgsmål om Lars Løkke Rasmussen og formandskrisen i Venstre, der på et hovedbestyrelsesmøde senere i dag skal afgøre, om Løkke skal fortsætte som formand.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064