23948sdkhjf

Sundhedspakke for kortuddannede er ikke nok

Indlæg af Dansk Erhverv, sundhedspolitisk chef Anette Damgaard.
Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) har torsdag varslet en sundhedspakke, der skal løfte indsatsen overfor især de kortuddannede. Men der er behov for helt andre tiltag, hvis vi for alvor skal løse danskerne sundhedsudfordringer.

1,7 mio. danskere har i dag en kronisk sygdom. Det tal skal nedbringes, og det kræver en langt mere systematisk indsats i det forebyggende arbejde, som kommunerne i dag har ansvaret for.

Danmarks sundhedsudfordringer kan ikke reduceres til en sundhedspakke for de kortuddannede. Som det er i dag, investeres der ud fra snævre og kortsigtede kommunale budgetter. Kommunerne mangler en cost-benefit tilgang i forebyggelsesarbejdet med fokus på, hvilken forebyggelse der bedst kan betale sig. Og så skal der mere styring på arbejdet med konkrete mål for, hvilke forbedringer der skal ske i sundhedstilstanden for de forskellige risikogrupper.

Samtidig skal der mere fokus på selve behandlingen og de undersøgelser, som patienterne skal igennem på sygehusene.

Mange danskere oplever, at der mangler sammenhæng og overblik i det konkrete undersøgelses- og behandlingsforløb. Det skaber utryghed og ineffektivitet, som i sidste ende er til skade for samfundet, erhvervslivet og danskerne.

Det kommer også til udtryk i en undersøgelse om danskernes opfattelse af sundhedsvæsenet, som Dansk Erhverv har gennemført i juni 2014. Omkring halvdelen af personerne i undersøgelsen mener således, at personalet på de danske sygehuse ikke har et godt overblik over patientens vej gennem systemet. Det vil sige, at der er for megen usikkerhed om, hvem der gør hvad og hvornår. Kun 37 procent mener, at personalet har et godt overblik.

Der skal være mere fokus på kvalitet og patienttilfredshed på de danske sygehuse. Det kan blandt andet gøres ved at give patienterne mulighed for i langt højere grad at vælge frit mellem de offentlige og private sygehuse.

Der er også brug at styrke den kommunale indsats overfor de danskere, der bliver ramt af sygefravær.

Indsatserne skal være mere koordinerede og effektive, og man skal sikre, at den sygemeldte blot ikke optræder som et cpr-nummer i flere forskellige kommunale enheder, som ikke taler sammen, og som arbejder ud fra helt forskellige mål.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.633