Hjertesvigtpatienter vil gerne behandles via computeren
Region Hovedstaden har evalueret forsøg med telemedicinsk behandling af patienter med hjertesvigt.
"Både patienter og personale er trygge ved behandlingen, og der skabes en god relation mellem patienter og behandler, selvom de ikke sidder over for hinanden rent fysisk, forklarer seniorprojektleder Stinne Aaløkke Ballegaard fra KORA", der har evalueret projektet bl.a. ved interviews.
Når patienterne foretager målinger hjemme flere gange om ugen, får personalet et langt bedre datagrundlag at behandle ud fra, end når patienten kun får foretaget målinger på hospitalet med ugers mellemrum, og samtidig tyder resultaterne af projektet på, at patienterne kommer hurtigere igennem deres behandlingsforløb.
"Projektet viser først og fremmest, at hjertesvigtpatienterne er villige til at foretage enkle målinger derhjemme og kommunikere med klinikken på hospitalet via computeren. Det er vores erfaring fra projektet, at patienterne får kortere forløb og færre ambulante hospitalsbesøg. Den tid, vi sparer ved et hurtigere forløb, kan vi i stedet bruge på en anden patient", forklarer klinisk leder af projektet, afdelingssygeplejerske Jimi Claussen, Herlev Hospitals Kardiologiske Afdeling.
Dog viser evalueringen også, at det er vigtigt, at både de tekniske løsninger og IT-supportadgangen for patienterne og personalet skal være i orden. Personalet, der laver de telemedicinske konsultationer, skal desuden øve sig i at udnytte billede og lyd og i at vurdere patientens tilstand via en skærm.
I Region Hovedstaden er formand for Sundhedsudvalget, Karin Friis Bach (R) positiv over for projektets resultater.
"Hvis brugen af telemedicin kan gøre et behandlingsforløb kortere og mere fleksibelt for patienten, er det en positiv gevinst for både ansatte og patienter. Dog er det vigtigt at understrege, at kvaliteten altid skal være den samme som ved den almindelige behandling, som patienten får på klinikken", siger hun.
Med baggrund i de erfaringer og resultater, der er opnået i projektet, vil der arbejdes videre mod, at det på længere sigt kan blive et fast tilbud til hjertesvigtpatienter i Region Hovedstaden.