Når ansvaret skifter hænder
Ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse.
Halvdelen af de utilsigtede hændelser, som er analyseret i rapporten, medførte fysisk skade på patienten. Som oftest var den fysiske skade forbigående, men fem patienter døde, og 24 patienter fik varige mén på grund af hændelserne. For 101 patienter har de utilsigtede hændelser medført indlæggelse på et hospital eller et større behov for behandling.
Hver femte af hændelserne handler om forsinkelse. For eksempel at tilbagefald af kræft opdages senere end nødvendigt, fordi prøvesvar overses eller patienten ikke er blevet indkaldt til kontrolundersøgelse som planlagt.
Halvdelen af hændelserne sker, når ansvaret for patienten skifter hænder, f.eks. når ansvaret overgår fra hjemmeplejen til sygehus - eller fra én sygehusafdeling til en anden. Jo flere overgange, jo større er risikoen for fejl og komplikationer.
"Heldigvis overlever stadig flere danskere kræft. Men vi ved også, at antallet af kræfttilfælde stiger med 30 pct. de næste 10 år. Mange er ældre og har flere sygdomme på samme tid. Det giver et stort pres på sundhedsvæsenet. De mange overgangshændelser viser, at der er et stort behov for en patientrettet indsats med klar ansvarsplacering i sundhedsvæsenet", siger kvalitetschef i Kræftens Bekæmpelse Janne Lehmann Knudsen.
Ifølge analysen skyldes langt de fleste sikkerhedsbrist i overgange dårlig kommunikation, dårlige administrative processer og et uklart ansvar for patienten problemer, som bør kunne forebygges gennem en målrettet indsats, mener Kræftens Bekæmpelse.