Ældre kvinde død af røgforgiftning: Tabte en cigaret
Hjemmehjælpen fandt søndag morgen en 70-årig kvinde, som var omkommet af røgforgiftning i sit hjem i Børkop.
- Vi kan konstatere, at kvinden har røget en cigaret i sin sofa. Hun har tabt cigaretten, og der er gået ild i et lille sofabord. Men hun er altså død af røgforgiftning, siger vagtchef Henrik Dam.
Kvinden er muligvis faldet i søvn, mens hun røg, oplyser vagtchefen.
Hun boede alene på Pindvej ved Børkop nord for Fredericia.
Det var en hjemmehjælper, som søndag morgen ved ottetiden fandt kvinden.
- Og det ligger helt fast, at der er tale om en ulykke, siger Henrik Dam.
Hendes pårørende er underrettet.
/ritzau/