59 ud af 366 forskningsarsvarliges udgifter skal granskes dybere
Region Hovedstadens eksterne revisorer BDO har afsluttet undersøgelsen af brugen af eksterne forskningsmidler i Finsencentret på Rigshospitalet og hjerteafdelingerne på Gentofte og Glostrup hospitaler.
Der er tale om bilag, hvor der ikke er tilstrækkelig dokumentation for udgiften, eller hvor det umiddelbart ser ud til, at pengene ikke er brugt i overensstemmelse med reglerne.
I juli måned fandt revisionen tilsvarende grunde til at gennemgå 76 forskeres udgiftsbilag i Hjertecentret på Rigshospitalet. Dette arbejde er i den afsluttende fase.
"Forskningskroner skal naturligvis gå til udvikling af bedre behandling til syge mennesker og ikke dyre gourmetmiddage til forskere. Men foreløbigt kan det konstateres af det opklarende arbejde, at der heldigvis er gode forklaringer på de fleste af de afholdte udgifter, og at de har været afholdt af hensyn til den eksterne forskning. Der vil således ikke være basis for personaleretlige konsekvenser overfor hovedparten af de forskningskontoansvarlige. Dette er vi meget tilfredse med", siger koncerndirektør Morten Rand Jensen.
Handlingsplan
Region Hovedstaden har sideløbende gennemgået det administrative grundlag på Rigshospitalet, og har fundet at de interne kontroller ikke har været tilstrækkelige.
"På baggrund af dette har vi iværksat en handlingsplan, hvor Rigshospitalet frem mod årsskiftet gennemfører en lang række aktiviteter for at rette op på disse specifikke forhold. I takt med det opklarende arbejde skrider frem, vil vi ligeledes nøje vurdere behovet for specifikke handleplaner for regionens øvrige hospitaler", siger koncerndirektør Morten Rand Jensen.
I Finsencentret på Rigshospitalet skal 36 ud af 264 forskeres udgifter granskes dybere af Region Hovedstadens administration.
"De meldinger, der foreløbig er kommet fra Region Hovedstadens eksterne revision, mener vi alle bliver adresseret af den handlingsplan som Rigshospitalet har iværksat efter aftale med Koncerndirektionen. Det er selvfølgelig ærgerligt, at der i Finsencentret har været tilfælde, som skal opklares yderligere, men det er dog positivt, at det er i langt mindre omfang end i Hjertecentret", siger hospitalsdirektør Torben Stentoft.
Utilstrækkelige interne kontroller
På hjerteafdelingen på Gentofte Hospital skal 18 ud af 94 forskeres udgifter granskes dybere af Region Hovedstadens administration.
"Vores interne kontroller har desværre ikke været tilstrækkelige, og jeg ser med stor alvor på sagen. Vi har allerede strammet op på kravet til dokumentation og afholdelse af udgifter i forskningsøjemed. Der vil efter de afklarende samtaler blive udarbejdet en større handlingsplan, der sikrer, at der bliver bragt orden i disse forhold", siger hospitalsdirektør Eva Zeuthen Bentsen.
På hjerteafdelingen på Glostrup Hospital skal 5 ud af 8 forskeres udgifter granskes dybere af Region Hovedstadens administration.
"Det er naturligvis ikke i orden, at en så stor procentdel af revisionsgennemgangen giver anledning til opklarende arbejde. Vi har allerede strammet op på dokumentationskrav og styrket vores interne kontrol, og det vil vi fortsætte med i de kommende måneder", siger hospitalsdirektør Klaus Lunding.
4500 medarbejdere mindet om procedure
BDO fortsætter samtidig sin stikprøveundersøgelse af brugen af eksterne forskningsmidler i regionen. Resultatet heraf forventes klar i begyndelsen af oktober.
For at indskærpe retningslinjerne sendte Region Hovedstadens administration allerede i maj måned et brev til hospitalsdirektionerne for at sikre fokus på administrationen af de eksterne forskningsmidler og ansvaret for at overholde regionens regler. I løbet af juli måned blev alle medarbejdere med ret til at godkende bilag på Region Hovedstadens hospitaler desuden via mail mindet om, hvad der skal være i orden, inden en regning anvises.
Regionens økonomi-og regnskabschefer er indkaldt til seminar den 29. september, hvor regionens fælles forretningsgange og regler gennemgås.
"Vi er ved at udarbejde en "Q&A" for at samle op på alle de spørgsmål som er kommet frem i forbindelse med det opklarende arbejde", siger finanschef Susanne Vesterheden.
Det opklarende arbejde, herunder samtaler med forskerne på Finsencentret, Gentofte Hospital og Glostrup Hospital, forventes afsluttet primo oktober.