23948sdkhjf

FOA trækker sig fra arbejdet med tillidsreformen

Debatindlæg af Dennis Kristensen, formand for FOA.
FOAs hovedbestyrelse har besluttet, at FOA trækker sig ud af det forberedende arbejde for at etablere en tillidsreform.

Det giver ikke længere mening i den aktuelle situation at diskutere langsigtede principper for tillid i den offentlige sektor, når vi i den grad mødes med mistillid i det daglige arbejde og i de aktuelle politiske udspil.

Vi var meget begejstrede, da regeringsgrundlaget i 2011 lovede en reform for tillid, faglighed, ledelse og afbureaukratisering. Men en decideret reform er nu droppet af økonomiministeren, der i stedet taler om et langsigtet kulturforandringsprojekt, hvor der blandt andet udarbejdes fælles dogmer for den offentlige sektor.

De aktuelle overenskomstforhandlinger og udspillet Vækstplan DK er eksempler på, at regeringen reelt ikke ønsker en tillidsdagsorden. De ønsker i stedet mere ledelse, flere effektiviseringer, flere arbejdstimer, færre tillidsfolk og flere penge i statskassen.

Jeg anser dagsordenen for tillid som særdeles afgørende for udviklingen af den offentlige sektor. Vi har i den grad brug for nye måder at styre den offentlige sektor på. Derfor vil vi arbejde videre – om muligt med fornyet kraft – i OAO, som er de offentlige fagforbunds fælles platform. Men vi dropper Vestager-modellen.

Vi bliver mødt med krav om, at arbejdsgiverne vil inddrage vores helligdage og krav om at droppe f.eks. varslingsbestemmelser. De offentlige arbejdsgivere ønsker ikke blot at bestemme over vores arbejdstid, men nu også vores fritid. Vi bliver mødt med krav om, at vi skal have færre tillidsrepræsentanter. Og vi får i Vækstplan DK at vide, at der skal skaffes 12 milliarder, bl.a. på vores arbejdstidsbestemmelser. Og så kommer Margrethe Vestager samtidig og fortæller, at vi kan være med til at udarbejde et fremtidige dogmer for den offentlige sektor.

Formelt set betyder FOAs farvel til arbejdet med regeringens tillidsreform, at FOA ikke længere deltager i planlagte møder om emnet, og at man ikke stiller med folk til regeringens arbejdsgruppe. FOA vil fortsætte arbejdet i OAO, og forbundet vil fortsat forsøge at komme i dialog med regioner og kommuner om "lokale" tillidsreformer, som det f.eks. er sket i København.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063