23948sdkhjf

Så er psykiatriens byggeri i gang i Aabenraa

Det kommende børne- og ungdomspsykiatriske ambulatorium bliver bygget i tæt tilknytning til det kommende familiehus på sygehuset i Aabenraa.
Psykiatrien i Region Syddanmark har taget hul på første del af psykiatribyggeriet i Aabenraa, tirsdag 2. oktober 2012.

Det var regionsrådsformand Carl Holst (V), der tog første spadestik til det kommende børne- og ungdomspsykiatriske ambulatorium. Ambulatoriet bliver bygget i tæt tilknytning til det kommende familiehus på sygehuset i Aabenraa.

- Det er sammenhæng, vi viser med det her. En bygning og en arkitektur, der passer ind i omgivelserne. Naturen og de øvrige bygninger. Og et sted, hvor der bliver fokus på både de fysiske og psykiske symptomer, så vi skaber sammenhæng for patienterne. Det er måske ikke et slot, vi bygger, men det er moderne rammer, med den nyeste faglige indsigt og ekspertise, sagde regionsrådsformand Carl Holst (V).

Han pointerede desuden med en vis stolthed, at byggeriet står klar fire år før planlagt. Med regionsrådets 2010-vækstpakke lykkedes det nemlig at finde penge til at rykke projektet frem fra 2018 til 2014.

Tæt samarbejde vigtigt

Sammenhæng var også et nøgleord i oversygeplejerske Susanne Bissenbachers tale.

- Vi ønsker ikke brud i patientforløbet, og derfor er det vigtigt, at vi kommer til at arbejde tæt sammen med somatikken, for eksempel omkring en patient med spiseforstyrrelse, hvor der både er fysiske og psykiske symptomer. Her skal være bevægelse, liv, håb og glæde. Her kommer patienterne for alvor i centrum i Sønderjylland, ikke mindst geografisk. Og her tror vi på, at det bliver nemmere at rekruttere, sagde oversygeplejerske Sussanne Bissenbacher, Børne- og Ungdomspsykiatri Kolding-Augustenborg.

Klar til at træde ind i fremtiden

Afdelingen er i fuld gang med at omstille sig til den nye situation. Flere teams er i dag flyttet sammen, så de kan være klar til at træde ind i fremtiden.

Der skal også samarbejdes med kommuner, skoler og andre netværk, og ambulatoriet vil blandt andet få sin egen skole, så de kan tilbyde patienter både udredning, behandling og skoleforløb.

White Arkitekter A/S er sammen med White AB totalrådgiver på psykiatribyggeriet, som efter planen skal stå færdigt ved udgangen af 2013.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.234