Skub til at komme igang
Motion på egen hånd: Roskilde Kommune har succes med træning af borgere med hjertekarsygdomme og diabetes
Deltagerne beretter om, at de har fået mere energi, er i bedre humør og fysisk kan meget mere, end de troede. Deres familie og venner er imponerede over, hvor meget der er sket. De oplever, at de kan gå længere og hurtigere, at de har fået flere kræfter og har mindre besvær med at klare trapperne eller at støvsuge. Nogle er begyndt at cykle igen. For mange kan højere fysisk aktivitet direkte aflæses i faldende blodtryk og blodsukkertal.
Når jeg har gået en tur om morgenen, har jeg det rigtig godt og er fuld af energi resten af dagen," fortæller Niels Pedersen.
Jeg har fået meget mere energi. Mit liv tidligere var ikke værdigt - jeg sov 16 timer i døgnet og orkede intet. I dag sover jeg meget mindre, jeg kan gå længere, og har mere overskud i hverdagen f.eks. til at sylte bær og tage på besøg. Min mand siger også, at mit humør er blevet meget bedre," siger Rita Noisen.
Det vigtigste med tilbuddet er at give borgeren et skub til at komme i gang med motion på egen hånd enten i hverdagen eller i en forening/motionscenter.
Derfor er der indlagt fire motionsvejledninger i tilbuddet. Her finder borgeren i samråd med os frem til, hvilken form for motion, der kan gøre deres liv mere fysisk aktivt. Den første samtale ligger inden træningsstart, én ligger midt i træningsforløbet, og en lige efter afslutning af træningen. Og endelig har vi én seks måneder efter træningsafslutning," fortæller Hanne Ourø Jensen, leder af Sundhedscentret.
Formand for Forebyggelses- og Socialudvalget, Joy Mogensen, er meget tilfreds med de foreløbige resultater af Sundhedscenterets indsats:
Vi har i udvalget sat ekstra fokus på en indsats målrettet de borgere, som har den største sundhedsmæssige gevinst ved at være fysisk aktive. At forbedre livskvaliteten for borgere med kronisk sygdom afspejler også udvalgets arbejde med den kommende sundhedspolitik, og her ser jeg det som afgørende, at vi har gode tilbud i Sundhedscenteret og et godt samarbejde med patientforeningerne.