Partnerskab om plejecenter
Borgmester Kirstine Bille og Administrerende direktør Thomas Nistrup for Healthcare i Forenede Care underskrev mandag den 4. juli 2011 en servicepartnerskabskontrakt om drift af ældrecenter Søhusparken.
Servicepartnerskabet sættes i drift den 1. februar 2012 og der er allerede afholdt et informationsmøde mellem ledelsen i Forenede Care og medarbejderne i Søhusparken. Forenede Care var repræsenteret af direktør, driftschef og medarbejder fra et plejecenter i Sverige, en medarbejde, der ud fra egne oplevelser, kunne fortælle om overgangen fra offentlig til privat drift. På mødet deltog også ledere fra Syddjurs Kommune, herunder Personale- og HR chef Jørgen Jørgensen, som også er til rådighed ved spørgsmål fra medarbejderne.
"Siden byrådet besluttede at sætte plejecenteret i udbud sidste år, har vi arbejdet strategisk med udformningen af udbuddet. Vi er gået uideologisk til opgaven og har haft fokus på at sikre en opgaveløsning, hvor vi som kommune stadig er tæt på driften. Det tror jeg på, at vi kan sikre med dette partnerskab med Forenede Care," siger borgmester Kirstine Bille i forbindelse med byrådets godkendelse af servicepartnerskabet med Forenede Care.
Overdragelse af personalet vil ske efter virksomhedsoverdragelseslovgivningen og alle de ansatte i Søhusparken forventes at fortsætte i deres stillinger.
Formand for udvalget for sundhed, ældre og socialområdet Ninna Thomsen udtaler:
"Vi har i Søhusparken allerede et rigtig godt plejecenter. Det giver et solidt fundament for det kommende servicepartnerskab, hvor vi sammen vil udvikle og sikre kvaliteten af plejecenteret. I processen har vi haft meget fokus på fortsat at sikre kvaliteten af omsorgen for de ældre og en god overdragelsesproces af personalet. Jeg ser derfor frem til samarbejdet med Forenede Care, som jeg regner med også i fremtiden vil sikre de ældre i Søhusparken en god og tryg omsorg."