23948sdkhjf

Cepos advarer mod at sløjfe regioner

Politikerne risikerer at skylle produktivitetsforbedringer ud med badevandet, mener den liberale tænketank.
Politikerne skal tænke sig grundigt om, inden de nedlægger regionerne, advarer den liberale tænketank Cepos.

Regionerne har nemlig været gode til at øge produktiviteten i sundhedsvæsnet, og med en nedlæggelse risikerer man at tabe det momentum, påpeger cheføkonom Mads Lundby Hansen.

- Regionerne har leveret varen på produktiviteten, som er vokset med to procent om året. Det er ikke noget, vi ser andre steder i den offentlige sektor, og i forhold til den private sektor er det også flot, konstaterer han og understreger:

- Det er vigtigt, at man ikke skyller det ud med badevandet.

Cepos er ikke decideret imod en lukning af regionerne, men tænketanken understreger, at det er vigtigt, at produktivitetskravet fastholdes ved en omorganisering af sundhedsvæsnet, som er regionernes altoverskyggende opgave.

- Risikoen er, at man får det samme som med kommunalreformen, hvor det er svært at se gevinsten. Kommunerne blev ikke pålagt nogen produktivitetsstigning, og derfor er de kommunale udgifter eksploderet, forklarer Mads Lundby Hansen.

Hvis man skal nedlægge regionerne, skal det ifølge Cepos ske for at øge udliciteringsgraden, som tænketanken mener er alt for lav.

- Regionspolitikerne er i den grad modstræbende over for udliciteringer. Derfor kan en løsning være, at man lukker regionerne og får en ny organisering, som er mere åben over for effektive private løsninger, mener cheføkonomen.

Ifølge Cepos' beregninger kan man spare tre milliarder kroner om året - svarende til lønudgiften til 6000 sygeplejersker - ved at øge udliciteringsgraden til 13 procent fra de nuværende tre.

Snakken om at lukke regionerne blev åbnet, da Dansk Folkeparti sidste uge tilsluttede sig den konservative mærkesag. Tirsdag erfarer Berlingske, at Venstre vil hoppe med på vognen på weekendens sommergruppemøde.

Partiets politiske ordfører afviser dog, at man har taget stilling i sagen.

- Vi har ikke lagt os fast, hverken på det ene eller det andet, siger Ellen Trane Nørby til Ritzau.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084