23948sdkhjf

Statsministeren vil fokusere på velfærdsteknologi

Der var gode visioner i den nye statsministers jomfrutale i Folketinget, mener FOA. Nu venter forbundet så spændt på, hvordan regeringen vil indfri visionerne.
Forbundsformand for FOA, Dennis Kristensen, hæfter sig ved, at de offentligt ansattes "små mirakler" i hverdagen var en afgørende del af jomfrutalen. Og FOA kvitterer også for statsministerens invitation til de ansatte om nye partnerskaber inden for f.eks. velfærdsteknologi.

"Men der var desværre ikke svar på en række spørgsmål, blandt andet om indholdet i de kommende trepartsforhandlinger. Nu håber vi i FOA på konkrete udspil, der med statsministerens ord skaffer penge til velfærd", siger Dennis Kristensen.

Han mener, at der i den grad er brug for at rulle den tidligere regerings velfærdsforringelser tilbage.

"Det er stadig heller ikke klart, hvordan den kommunale økonomi skal udvikle sig i årene fremover. I S-SF-programmet, Fair Løsning, var der stillet en årlig offentlig vækst i udsigt på 1,4 procent som afløsning for den gamle regerings nul-vækst. Men regeringen har øjensynlig ingen målsætning – hverken i regeringsgrundlaget eller i åbningstalen."

"Der er sparet mere end 18.000 kommunale stillinger de seneste år, og der følger formentlig nye tusinder her de kommende uger, når en lang række kommuner igen sparer i budgetterne for 2012. Det går ud de over centrale velfærdsopgaver. Der bliver færre til at passe børn, færre til at undervise dem og færre til at yde pleje og omsorg for de ældre. Vi havde håbet på et vendepunkt her. Men det kom desværre ikke med talen."

Dennis Kristensen peger desuden på, at statsministeren heller ikke nævnte, at S og SF har måttet bøje sig for flertallet for at forringe efterlønnen.

"Det var måske forudsigeligt. Til gengæld er det en ubehagelig overraskelse, at hverken regeringsgrundlaget eller åbningstalen nævner blot et enkelt ord om, hvilke forslag regeringen tænker sig skal sikre en forbedring af arbejdsmiljøet for dem, der nu skal tvinges til at blive længere på arbejdsmarkedet," slutter Dennis Kristensen
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062