23948sdkhjf

I Thisted løfter de i flok

Et projekt, som egentlig handlede om forflytninger, har skabt en stærkere samarbejdskultur og styrket arbejdsmiljøet på Ældrecentret Solhjem i Thisted Kommune.
På Ældrecentret Solhjem i Thisted Kommune er forflytninger et fælles projekt for alle.

Det startede som en helt almindelig udfordring på ældrecentret. Der var problemer med forflytning af flere beboere på centret, og da ældrecentrets egen forflytningsvejleder var på uddannelsesorlov, blev en forflytningsvejleder fra nabocentret Trye tilkaldt for at vejlede og afprøve nye hjælpemidler.

Men en forflytning er meget mere end bare et hjælpemiddel og en beslutning mellem to medarbejdere om, hvordan det skal gøres – det er et tæt samspil mellem borger, hjælpemiddel og medarbejdere, og derfor besluttede personale og ledelse sig for at gøre forflytninger til et fælles projekt for alle på Solhjem.

- Vi har en stærk kultur her på Solhjem. Den bygger på vores værdisæt. Vi har syv værdibegreber, og på hvert personalemøde tager vi et af begreberne op og snakker om, hvad det egentlig betyder, og hvordan vi kan agere på baggrund af værdierne. Og på den måde omsætter vi vores værdisæt til handlinger. Så vi snakker meget om tingene, og det har vi overført til vores arbejde med forflytninger, fortæller leder Inger-Lise Petersen.

Alle er på lige fod

Og der er blevet snakket rigtig meget om forflytninger på Solhjem – både medarbejdere, ledelse og beboere imellem.

- Vi ser det som en naturlig del af den løbende udvikling, at vi er i dialog med hinanden om, hvad der fungerer. Så ting bliver drøftet. Her på Solhjem er alle på lige fod. Alle har en mening om tingene, og alle bliver hørt. Og vi bliver ved, indtil det fungerer for alle, understreger Dorte Overgaard, som er social- og sundhedsassistent på Solhjem.

Hun peger på ledelsens engagement i arbejdet med forflytninger og den stærke kultur på Solhjem som væsentlige årsager til, at problemerne med forflytning af to beboere hen ad vejen udviklede sig til en stærkere samarbejdskultur og et bedre arbejdsmiljø på Solhjem.

Et samspil

På Solhjem har læren af projektet også været, at alle måske nok har en mening om tingene, men at det ikke er alle, som kan magte enhver opgave på samme måde. Og at det faktisk er helt okay, fortæller leder Inger-Lise Petersen:

- Vi har udryddet tankegangen om, at nogen ikke er så dygtig, hvis hun eller han ikke kan magte en forflytning. I stedet har vi skabt en kultur om, at ikke alle kan håndtere en forflytning på samme måde. Det er altså ikke personen, men metoden eller hjælpemidlet, den er gal med, når en forflytning ikke vil lykkes. Og derfor bliver vi ved med at prøve os frem, indtil vi har fundet en metode og et hjælpemiddel, der virker for alle, fortæller Inger-Lise Petersen.

Hun understreger, at en god forflytning kan udføres uden overbelastning af hverken medarbejdere eller beboere. At den er et samspil mellem færdigheder, kommunikation og hjælpemiddel, og at det lige så vel kan være eleven som sygeplejersken, der finder løsningen på, hvordan man bedst flytter netop den beboer, og tager lederskab under forflytningen.

- Hos os er lederen af en forflytning nemlig den, som er mest kvalificeret til at løse den – og det kan lige så vel være eleven som sygeplejersken, fortæller Inger-Lise Petersen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078