Kommuner øger konkurrencen
De mest oplagte potentialer for at øge konkurrencen findes især inden for ældre- og sundhedsområdet, mener Dansk Erhverv.
Kommunernes regnskabstal fra 2014 viser, at konkurrencen om de kommunale opgaver for ottende år i træk er steget. Den såkaldte indikator for konkurrenceudsættelse (IKU) viser en fremgang fra 26,0 pct. i 2013 til 26,4 pct. i 2014. Dansk Erhverv glæder sig over udviklingen.
- Det er rigtigt positivt, at kommunerne igen i 2014 har øget konkurrencen. Vi ser det som et udtryk for, at offentlig-privat samarbejde skaber resultater, og som en anerkendelse af at private virksomheder bidrager til at sikre effektivitet og kvalitet ude i kommunerne, siger politisk konsulent i Dansk Erhverv, Malene Jæpelt.
Stort uudnyttet potentiale
Konkurrencen er øget, men der kan stadig konkurrenceudsættes langt flere opgaver, end der bliver i dag, lyder det fra Dansk Erhverv, der i den forbindelse peger på, at der er behov for klare politiske mål for konkurrenceudsættelsen i såvel kommuner som regioner.
- Der er fortsat et stort uudnyttet potentiale, når vi ser på, hvor mange opgaver der potentielt set kunne blive udsat for konkurrence. Derfor er der brug for politiske målsætninger, som er både konkrete og skrevet direkte ind i kommune- og regionsaftalerne. Det vil gøre målene forpligtende, og støtte op om regeringens overordnede målsætninger for konkurrenceudsættelse, siger Malene Jæpelt.
De mest oplagte potentialer
Dansk Erhverv mener, at konkurrencen frem mod 2020 skal øges med 50 mia. kr. fordelt på hele den offentlige sektor, og kommunerne skal som den største leverandør af de danske velfærdsopgaver stå for hovedparten af den øgede konkurrenceudsættelse. Mere specifikt foreslår Dansk Erhverv, at konkurrencen i kommunerne skal øges med 35 mia. kr. frem mod 2020.
- Der skal sættes ind på områder, hvor de mest oplagte potentialer for at øge konkurrencen findes. Det gælder især ældre-, sundheds-, beskæftigelses- og socialområdet. Det er et ambitiøst, men ikke desto mindre realiserbart mål, siger Malene Jæpelt.
Dansk Erhverv ser offentligt-privat samarbejde som et vigtigt redskab til at skabe nye, kreative og forbedrede løsninger og øge effektiviteten.
- Konkurrence om opgaverne er sundt. Det sikrer, at borgerne får de bedste og billigste løsninger, hvad enten det så er det offentlige eller det private, som i sidste ende leverer ydelsen, siger Malene Jæpelt.