Pårørende har - også - brug for støtte
Randers Kommune tilbyder nu forløb med samtalegrupper for ægtefæller til senhjerneskadede over 65 år.
Tina Bruhn: "Jeg møder de pårørende i en situation, hvor fokus i lang tid har været på deres ægtefælle." Foto: Randers Kommune.
Af Anne Ristorp Kraufeldt
Derfor tilbyder Randers Kommune nu forløb med samtalegrupper for ægtefæller til senhjerneskadede over 65 år.
Bodil Agdrup er forløbskoordinator for senhjerneskadede over 65 år i Randers Kommune. Hun er borgerens GPS i det system, de pludselig er blevet en del af, og hun hjælper dem med at navigere imellem forskellige tilbud om vedligehold af træning og sociale aktiviteter. Igennem kontakten med den hjerneskadede, møder Bodil selvfølgelig også de pårørende, og særligt ægtefællen står i en vanskelig situation.
"Ægtefællen står pludselig i en hverdag med et menneske, der som oftest har fået en markant anderledes personlighed end før hjerneskaden. De skal derfor både håndtere et tab, nye praktiske opgaver og eventuelt også nye konflikter,” fortæller Bodil Agdrup.
Derfor tilbyder Sundhed- og Omsorgsforvaltningen i Randers Kommune nu et forløb for ægtefæller til senhjerneskadede. Forløbene varetages af Tina Bruhn, som er fysioterapeut og coach med speciale i mennesker omkring kronisk sygdom, dvs. både den kronisk syge og de pårørende.
Et tiltrængt frirum
”Jeg møder de pårørende i en situation, hvor fokus i lang tid har været på deres ægtefælle, og hvor de i lang tid har håbet på en forbedring af tilstanden hos deres kære. Nu må de se realiteterne i øjnene, og det kan betyde et farvel til den fremtid, de havde drømt om sammen. Mange af dem har samme symptomer som mennesker, der er hårdt belastede eller ramt af stress,” fortæller Tina Bruhn, som har praksis på Randers Sundhedscenter.
De nye samtalegrupper bliver sammensat af 6 – 8 deltagere, og ved hver mødegang er der et tema, som de fleste ægtefæller til senhjerneskadede kan relatere til. Det kan for eksempel være nye roller, sorg og krise og dårlig samvittighed, som mange pårørende er plaget af, selvom de gør det så godt, de overhovedet kan.
”Der er tale om en gruppe, der ikke længere er på arbejdsmarkedet, og derfor kommer den nye situation til at fylde hele deres hverdag. De har brug for at få et frirum, hvor de kan vende spotlight mod sig selv for en stund. Når de er sammen med ligesindede behøver de heller ikke at forklare sig hele tiden, og det er som regel en stor lettelse for dem,” fortæller Tina Bruhn, som i mange år har arbejdet med grupper for pårørende på Randers Sundhedscenter.