Bæredygtigt arbejdstøj til plejepersonalet
Odense Kommune har netop sat opgaven med at levere arbejdstøj til plejepersonalet i udbud.
Ved tidligere udbud har der blot været en række minimumskrav om bæredygtighed, som tøjet skulle leve op til. F.eks. et krav om Svanemærkning. Som noget nyt i år er bæredygtighed gjort til et egentligt tildelingskriterium, og vil derfor være noget, som leverandørerne direkte bliver målt på.
I udbudsmaterialet vægtes pris 40%, service 25%, bæredygtighed 20% og kvalitet 15%. Leverandørerne skal altså ud over at beskrive pris og service også beskrive tøjets ”livscyklus”. Det vil sige beskrive, hvordan tøjet er produceret, og hvordan det kan genanvendes.
"Det her er endnu et eksempel på, at vi som kommune og forvaltning tager bæredygtighed alvorligt. Tidligere på året fik vi el-biler i vores udkørende grupper, der bl.a. yder hjemmepleje, og nu går vi efter at få bæredygtigt arbejdstøj til personalet. På den måde kan vi både tage os omsorgsfuldt af de ældre samtidig med, at vi passer på den verden, deres børnebørn skal vokse op i," siger ældre- og handicaprådmand Brian Skov Nielsen (EL).
Efter planen skal det nye tøj præsenteres for forvaltningen i uge 5 i det nye år og dernæst tages i brug sidst på året.