Julefest på Bøgeskovhus
Der var sang, dans, julemand, julemad, smil og tårer udløst af både latter, højtidelighed og nostalgiske følelser, da medarbejdere, beboere og frivillige var samlet til julefrokost.
Og julestemningen helt i top forleden, da stedets beboere, medarbejdere og frivillige stimlede sammen til julefrokost på alle afdelinger og i caféen på samme tid. Og selveste julemanden – ja, faktisk hele 20 af slagsen - havde fundet tid til at komme forbi, ligesom rådmand Jette Skive(DF) sammen med de to byrådskolleger Theresa Blegvad(V) og Henrik Arens(V) tilbragte flere timer i hyggeligt selskab sammen med de ældre medborgere og plejecenterets medarbejdere.
”Alle havde inden julefrokosten fået at vide, at deres vigtigste opgave på dagen var at have det sjovt. Og det havde vi vitterligt alle sammen. Der var sang, dans, julemand, julemad, smil og tårer udløst af både latter, højtidelighed og nostalgiske følelser,” forklarer centerchef Maria Tønnersen.
”Festen gav vist os alle sammen en skøn følelse af sammenhold og stolthed over vores hus. Det var simpelthen en fantastisk dag på Bøgeskovhus,” vurderer hun.
Husorkesteret sørgede under hele julefrokosten i caféen for den rette lydside med julemusik i gode mængder, ligesom der var musikalske indslag på alle fire afdelinger på plejecenteret. Køkkenteamet på plejecenteret havde sørget for den helt rette julemenu med et stort udvalg af hjemmelavede klassiske juleretter.