Syddanske sygehuses journalsystem kører igen som planlagt
COSMIC har været ude af drift det meste af onsdag efter en fejlslagen opdatering. Der venter nu personalet en stor opgave med at indtaste de mange midlertidige journaler i det rigtige system.
"Vi er selvfølgelig meget tilfredse med, at systemet nu igen kører normalt, men det er klart, at vi nu foretager en grundig evaluering af hele forløbet sammen med leverandøren. Selvom vi har et meget omfattende nødberedskab, så har det konsekvenser, når et sygehus lige pludselig skal klare sig uden sit vigtigste it-system," siger Niels Nørgaard Pedersen, der er administrerende direktør på Odense Universitetshospital. OUH driver COSMIC for hele regionen.
Der er ikke indgået meldinger om, at nedbruddet har haft kliniske konsekvenser for patienterne, fordi de indlagte og akutte patienter har kunnet behandles ved hjælp af nødjournalerne. Men en række ambulante besøg og kontroller er blevet forsinket eller udskudt, og der venter samtidig personalet en stor opgave med at indtaste de mange midlertidige journaler fra i dag i det rigtige system.
"Både jeg selv og mine direktørkolleger på Sygehus Lillebælt, Sydvestjysk Sygehus, Sygehus Sønderjylland og i psykiatrien har fået enslydende meldinger om, at personalet har ydet en ekstraordinær indsats for at nedbruddet skulle få så lidt betydning for patienterne som muligt. Det vil vi selvfølgelig meget gerne sige tak for. Samtidig vil jeg også beklage overfor de patienter, som har oplevet forsinkelser eller aflysninger på grund af nedbruddet," siger Niels Nørgaard Pedersen.