Københavnsk borgmester vil gøre op med fastlåste arbejdstider
I første omgang er det planen, at den nye model skal prøves af i en række pilotprojekter blandt kommunens hjemmehjælpere, sygeplejere og administrative medarbejdere.
Københavns Kommune vil søsætte et nyt pilotprojekt, hvor ansatte skal genforhandle deres arbejdstid hvert år. Foto: Colourbox
Kommunen vil derfor søsætte et nyt pilotprojekt, hvor ansatte skal genforhandle deres arbejdstid hvert år. På den måde skal medarbejderne i højere grad bestemme, hvor meget og hvornår de arbejder.
Det er på tide at gøre op med fastlåste arbejdstider, mener Københavns sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen (SF).
- For mange medarbejdere betyder lønnen meget, men arbejdstiden betyder altså også meget. For nogle kan det handle om at gå ned i tid i en periode og for andre - eksempelvis social- og sundhedshjælpere - at gå op i tid.
Planen er, at det skal prøves af i en række pilotprojekter blandt kommunens hjemmehjælpere, sygeplejere og administrative medarbejdere.
Bliver det en succes, håber borgmesteren, at det vil brede sig som ringe i vandet med start hos de 7000-8000 ansatte i hendes egen forvaltning og videre til andre kommuner og statslige styrelser - og gerne private virksomheder, skriver Politiken.
Fredag mødes Ninna Thomsen med en række eksperter for at diskutere detaljerne i forslaget. Håbet er, at en plan ligger klar efter sommeren.
Og fleksible arbejdstider er vejen frem, mener fremtidsforsker Marianne Levinsen fra Center for Fremtidsforskning:
- Det er fremtiden, hvis man spørger medarbejderne. Mange vil gerne have mere indflydelse på deres arbejdstid, så de selv kan bestemme, hvornår de kan møde og gå. Det handler i høj grad om trivsel.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/