"Er det helt skævt?"
DANSKE ÆLDRERÅD inviterer i næste måned til ældrepolitisk konference med fokus på tilgængelighed og ulighed blandt ældre.
"Ældre har vidt forskellige muligheder. Nogle har gode økonomiske vilkår, netværk og pårørende. Andre står uden disse ressourcer og betegnes ofte som sårbare. Undersøgelser viser, at sårbare ældre får mindst hjælp, bliver hyppigere genindlagt og har større udfordringer end de fleste andre. Bopælskommunen har også betydning, idet kommunale tilbud varierer afhængigt af den enkelte kommunes prioriteringer. Transport, byrum og boliger er ligeledes afgørende for, hvilke muligheder den enkelte har i hverdagen. Der skal være plads og frihed til forskellighed - ældre har forskellige præferencer og idéer om, hvad der udgør det gode liv for dem. Men det kan betyde, at den enkelte oplever sig fanget og urimeligt behandlet, fordi vedkommende ikke oplever, at have de samme muligheder som andre. Det klassiske spørgsmål, om alle skal behandles lige for at have ens vilkår, er stadig aktuelt. Kritiske røster mener, at det danske samfund i dag er ved at ’knække over’, og at der går et stadig mere markant skel i den danske befolkning," lyder det i programmet for konferencen.
"DANSKE ÆLDRERÅD ønsker med konferencen at belyse, hvordan ulige vilkår har betydning for ældres hverdagsliv og livskvalitet samt sætte fokus på de skævvridninger i kommuner, som risikerer at ramme ældre borgere, der i forvejen har det svært."
Blandt oplægsholderne er Maria Ventegodt Liisberg, ligebehandlingschef, Institut for Menneskerettigheder, som giver en status på ældre menneskers rettigheder i Danmark, Bent Greve, professor i samfundsvidenskab, RUC, taler om det kommunale selvstyre – forskellighed versus ulighed? - og Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer, fortæller om hvordan vi sikrer tilgængelighed for alle borgere.
Derudover kan deltagerne på konferencen vælge mellem i alt seks forskellige seminarer.
Konferencen løber af stablen den 9. november i Vingstedcentret i Bredsten.
Du kan læse mere om konferencen her .