Nyt OUH lever op til visionerne
De syddanske politikere har fundet tilpasninger i budgettet for 425 millioner kroner, uden at det påvirker grundtanken bag projektet. Tilpasningerne betyder, at byggeriet af Nyt OUH nu kan fortsætte som planlagt.
Totalrådgiveren bag projektet har beregnet sig frem til, at byggeriet bliver 425 millioner kroner dyrere end de 6,3 milliarder kroner, der oprindelig er budgetteret efter, men det får ikke betydning for Region Syddanmarks visioner for hospitalet. Det forventes heller ikke at få betydning for, hvornår sygehuset står færdigt. Det slår regionsrådsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose (V) fast.
"Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har ramt noget af et bump på vejen, men omvendt er det ikke overraskende, når man tager højde for størrelsen og kompleksiteten af projektet. På mødet i dag er vi også kommet videre, og med de tilpasninger, vi netop har besluttet, kan vi fortsætte ad vejen frem mod det universitetshospital, som vi har drømt om fra starten. Det er et gigantisk projekt, og vi vil sandsynligvis møde flere forhindringer, før det nye sygehus står færdigt til at modtage de første patienter om seks år," siger hun.
Region Syddanmark har sammen med totalrådgiveren, Medic OUH fundet 10 områder, hvor det er muligt at aflaste projektets budget. Det drejer sig blandt andet om, at regionen finansierer den overordnede byggemodning fra indfaldsveje og frem til byggefelterne for de kommende bygninger, regionsfinansiering af besøgscentret, reduktion af budgettet til kunst og driftsfinansiering af en del af projektorganisationen.
Karsten Uno Petersen (S), formand for Innovationsudvalget, er glad for, at det har været muligt at tilpasse projektet, uden at det får betydning for patienter og medarbejdere:
"Vi har fundet løsninger, der ikke ændrer vores grundtanke med Nyt OUH. Vi samler fortsat alle afdelingerne fra det nuværende OUH og får skabt et moderne sygehus, der giver patienterne optimale behandlingsvilkår og medarbejderne gode arbejdsbetingelser og ideelle forskningsmuligheder," siger han.