23948sdkhjf

Danskernes arbejde er blevet markant mere ensformigt

Danmark er det land i EU, som oplever den næststørste stigning i rutinearbejde. Tendens bekræftes af HK Kommunal.
Danskerne udfører omkring 30 procent mere rutinepræget arbejde, end vi gjorde for 20 år siden. Og Danmark er et af de europæiske lande, hvor ensformigheden breder sig hurtigst. Det viser en ny analyse fra EU-agenturet Eurofound, der laver forskning i europæiske arbejdsforhold.

Det skriver Ugebrevet A4.

- Der er kommet mere rutinearbejde i vores arbejdsliv. Interessant nok ser rutinearbejdet ud til at stige mest i jobtyper, som ikke traditionelt har været forbundet med rutine.

- Det er især ledere, fagprofessionelle og kontorarbejdere, der får mere ensformige arbejdsopgaver, siger forsker Enrique Fernandez fra Eurofound.

Undersøgelsens resultater bliver genkendt hos fagforbundet FOA, der organiserer cirka 186.000 medlemmer.

- Der er en helt klar tendens til mere rutinepræget arbejde på tværs af vores faggrupper - på grund af krav til standardisering, dokumentation og effektivisering, siger FOA-formand Dennis Kristensen.

Han peger på ældrepleje, rengøring, børnepasning og sundhedsvæsen som områder, hvor medarbejderne i dag udfører markant mere ensformigt og rutinepræget arbejde end for 20 år siden.

Eurofounds analyse viser, hvordan medarbejderne selv opfatter det samlede indhold af deres arbejde. Den er baseret på en række data fra både spørgeskemaundersøgelser og databaser.

Ifølge undersøgelsen er Danmark det land i EU, som oplever den næststørste stigning i rutinearbejde. Analysen går 20 år tilbage og ser på udviklingen i 15 lande, der var medlem af EU før østudvidelsen i 2004.

Tendensen bekræftes af fagforbundet HK Kommunal, der organiserer både mellemledere, fagprofessionelle og kontorpersonale, som netop er de grupper, der oplever den største stigning i ensformigt arbejde. Også her genkender man udviklingen.

- Arbejdet er groft sagt blevet mindre alsidigt og mere kedeligt for flere mennesker, fordi man i højere grad samler de rutineprægede opgaver i arbejdet.

- Og det betyder, at der i dag er nogle få mennesker, der sidder med alle de tunge, faglige opgaver, mens resten arbejder mere rutinepræget, siger Bodil Otto, der er formand for HK Kommunal, til Ugebrevet A4.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094