23948sdkhjf

Patienternes Pris går til Ortopædkirurgien i Farsø

Patienterne fremhæver blandt andet, at informationsniveauet er højt, og personalet taler, så man kan forstå det.
Et enigt indstillingsudvalg i Region Nordjylland har valgt Ortopædkirurgien på Aalborg Universitetshospital, Farsø, som modtager af Patienternes Pris 2016.

Der er kommet i alt 316 indstillinger med rosende tilkendegivelser fra patienterne, og Ortopædkirurgien ved Aalborg Universitetshospital, Farsø modtog alene 20 indstillinger.

- Det er skønt, at vi igen i år har haft rigtig mange gode indstillinger at vælge mellem. Alligevel var vi enige om at pege på Ortopædkirurgien på Farsø Sygehus som årets prismodtager. Patienterne fremhæver blandt andet, at det hele hænger sammen, der er ingen ventetid, informationsniveauet er højt, og personalet taler, så man kan forstå det. Her er det sammenhængende patientforløb er i højsædet, og det bliver håndteret af et kompetent og engageret personale, der udstråler stor professionalisme, forklarer Anni Olesen, næstformand for Patientinddragelsesudvalget i Region Nordjylland.

Ved Ortopædkirurgien i Farsø glæder de sig over udsigten til at skulle modtage Patienternes Pris.

- Det er kronen på værket, når vores kerneopgave – patienterne – synes, at vi gør det rigtig godt. Det kan vi kun være glade for og stolte over. Prisen er et tegn på, at vi lever op til patienternes forventninger, og det kan bruges til at bevare gejsten blandt personalet i en presset hverdag, siger Gitte Zytphen-Adeler, afsnitsledende sygeplejerske på Sengeafsnit O4.

Ortopædkirurgien, Aalborg Universitetshospital, Farsø får overrakt prisen onsdag den 16. november. Her vil afdelingens ansatte og patienter, samt de patienter, der har indstillet afdelingen, være til stede.

Tre øvrige indstillede var med i opløbet om at få prisen: Reumatologisk afdeling, Regionshospital Nordjylland, Hjørring, Fødegangen, Regionshospital Nordjylland, Thisted og Gynækologisk-Obstetrisk sengeafsnit, Aalborg Universitetshospital.

Patientinddragelsesudvalget uddeler Patienternes Pris, der første gang blev uddelt i 2010.
Tidligere prismodtagere er:
2010 – Skagen Gigt- og Rygcenter, Regionshospital Nordjylland
2011 – Tværfagligt Smertecenter, Aalborg Universitetshospital
2012 – Børneafdeling 303b, Aalborg Universitetshospital
2013 – Brønderslev Neurorehabiliteringscenter, Regionshospital Nordjylland
2014 – Mammakirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital
2015 – Nyremedicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital
Patientinddragelsesudvalget er brugernes mulighed for medindflydelse og for at medvirke til at gøre sundhedsvæsenet i Region Nordjylland bedre.
Regionsrådet er repræsenteret i indstillingsudvalget med to politikere.
Kriterierne for udvælgelse af prismodtager er:
Patienten i fokus, kvaliteten i indstillingerne, fx gode oplevelser, sammenhæng i forløbet, tværfaglighed, værner om patientens identitet/integritet, nærværende personale, god dialog (aktiv lytning og empati). Antallet af indstillinger er ikke afgørende.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095