Hjemmeplejen Limfjord undgår konkurs
Medarbejderne i Hjemmeplejen Limfjord fik i går udbetalt løn. FOA lancerer nu Konkursindex.dk for at sikre overblik over de mange hjemmeplejekonkurser.
- Jeg er meget glad for, at det fik en lykkelig udgang denne gang, selv om det så sort ud. Det er en lettelse for os alle. Først og fremmest at medarbejderne bevarer deres job, men selvfølgelig også, at de har fået deres løn, så de kan betale regninger og få mad på bordet. Jeg tager hatten af for, at ledelsen og medarbejderne har stået sammen og fundet pengene, siger forbundsformand Dennis Kristensen, efter at medarbejderne i Hjemmeplejen Limfjord i går fik udbetalt løn. Virksomheden var begæret konkurs af FOA, da lønnen manglede.
Konkursindex.dk
Siden markedet for privat hjemmepleje blevet sluppet frit i 2013 er 36 gange private leverandører af pleje og omsorg gået konkurs.
I alt har konkurser i hjemmeplejen berørt minimum 11.590 svage og ældre borgere og minimum 1.824 stillinger. Det fremgår af sitet Konkursindex.dk, der lanceres i dag af FOA.
Sitet registrerer konkurser i den private del af hjemmeplejen og er offentligt tilgængeligt, så alle kan downloade data og se, hvordan deres kommuner og region er blevet ramt.
- Konkursindex.dk giver et nøgternt overblik over hjemmeplejekonkurserne, nationalt og lokalt. Det overblik har manglet. Vi håber, at Konkursindex.dk kan være med til at sikre, at debatten om hjemmeplejekonkurser fremadrettet sker på et mere oplyst grundlag, siger Dennis Kristensen.
Via den offentligt tilgængelige hjemmeside kan brugerne selv gå på opdagelse i de seneste års konkurser. Konkursindex.dk vil vokse i takt med antallet af konkurser. Det er tænk som et redskab til lokale beslutningstagere, journalister og borgere, der interesserer sig for hjemmehjælp.
- Det kan fx bruges til at stille spørgsmål som: Hvorfor har min kommune set fire konkurser, mens nabokommunerne ikke har været ramt. Er der mon noget, vi burde gøre hos os?, siger Dennis Kristensen.