Kampagne: Kvindernes sidste Arbejdsdag
Kvinder i Danmark tjener 15,7 procent mindre end mænd. Hvis de skulle arbejde tilsvarende mindre, så skulle de holde fri fra i dag og resten af året.
Det er baggrunden for, at en række faglige organisationer i dag markerer ”Kvindernes Sidste Arbejdsdag”. I år holdes "Kvindernes Sidste Arbejdsdag" den 11. november. Sidste år var det 10. november. Når dagen er rykket en enkelt dag, så skyldes det formentlig de faglige organisationers pensions-indsats ved de seneste overenskomstforhandlinger. Her har et krav været, at der skal indbetales pension af tillæg. Arbejder man om natten, om aftenen eller i weekenden, så skal der nu også indbetales til pension af tillæggene i modsætning til tidligere. I den offentlige sektor er det oftest kvinderne, der har disse vagter på sygehusene, på plejehjemmene og i ældreplejen.
”Når nu kvinder tjener mindre, så er det vel også kun rimeligt, at de arbejder mindre? Eller hvad,” spørger forbundssekretær Joan Prahl fra FOA.
Hun siger, det er nødvendigt at intensivere kampen for lige løn for arbejde af samme værdi. Kvindefagene henter kun i yderst begrænset omfang ind på mandefagene.
”Det er så nødvendigt at bevare fokus på sagen. Ligestilling handler i den grad også om løn. Og også ved overenskomstbordet. Derfor bør vi også ved de næste overenskomstforhandlinger have fokus på at afsætte en del af overenskomstforbedringerne forlods til de typiske kvindefag,” mener Joan Prahl.
Kampagnen om Kvindernes sidste Arbejdsdag kan også findes på Facebook.