23948sdkhjf

Thyra Frank: Jeg kendte intet til samråd om demens

Det var en fejl, at nyudpeget ældreminister ikke kom til samråd i sidste uge, siger hun selv til Berlingske.
Ældreminister Thyra Frank (LA) fik ikke besked fra sit ministerium om, at hun var kaldt i samråd om antipsykotisk medicin til demente i sidste uge, umiddelbart efter udnævnelsen til minister.

Det siger hun til Berlingske.

Det vakte opsigt, at det var den nyudnævnte sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), der mødte op, og ikke Thyra Frank.

- Det er da dybt underligt, når vi netop har fået en ældreminister, sagde ældreordfører Astrid Krag (S) til Jyllands-Posten.

- Jeg håber da virkelig ikke, at det er udtryk for, at regeringen alene betragter demens som en sygdom, der skal håndteres af sundhedsministeren, lød det fra DF's ældreordfører, Jeppe Jakobsen, i samme avis.

Og det var en da også en fejl, erkender Thyra Frank ifølge Berlingske.

- Jeg anede intet om det, så første gang, jeg læste om det, læste jeg, at jeg ikke var mødt op. Det er klart, at jeg så spurgte ovre i ministeriet: Hvad er det, jeg ikke er mødt op til, siger Thyra Frank til Berlingske.

- Jeg anede jo ikke, at der var et samråd.

Selv om Thyra Frank kun har været ældreminister i lidt over en uge, har hun allerede været ude i noget af et stormvejr.

TV2 har bragt en række reportager om de ældres forhold på nogle af landets plejehjem. De har ført til kritik af, at nogle ældre gik for længe med våde bleer.

Thyra Frank gav søndag et interview til tv-stationen om forholdene.

- Det er jo sådan, at jeg kan udstikke kursen og skabe rammerne. Det er det, jeg kan, sagde hun blandt andet.

- Der er masser af steder, hvor det fungerer. De kommuner, hvor det ikke fungerer, må ud at finde ud af, hvordan det gøres bedre.

Det blev af kritikere udlagt som om, at ældreministeren lagde ansvaret fra sig.

Både hendes partiformand, udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har imidlertid taget ældreministeren i forsvar.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08