Irene Hesselberg, formand, Lederforeningen, Dansk Sygeplejeråd

Sundheds- og ældreministerierne, kommuner og regioner gør, hvad de kan, for at holde fokus på værdighed og kvalitet i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

Der kommer penge ud til projekter, forbedringer og forsøg i en lind strøm - og nogle af pengene er der så ikke modtagere til... f.eks. tilskud til at bygge køkkener på plejehjem, så alle kan få mad, der er lavet ’hjemme’.

I Aarhus kommune er de nu ’gået tilbage’ til, at plejecenterlederne skal være forstandere - så lederen har en titel og en funktionsbeskrivelse, der signalerer, at hun/han er mere end ’bare’ leder - lederen er også værtinden/værten i hjemmet.

Det giver jo nogle hyggelige associationer til et rigtigt hjem - og ret skal være ret: Der er i Aarhus kommune tænkt større tanker ved titelskiftet, end jeg lige signalerer her. Mit ærinde med dette er blot, at det er endnu et eksempel på, at politikere - både på Christiansborg og i kommunerne - så gerne vil signalere, at i Danmark passer vi godt på de gamle og syge med pleje- og omsorgsbehov.

Hvad stiller vi i udsigt
Det mener jeg også, at vi gør!

Men hvad er det egentlig, vi stiller befolkningen i udsigt? For det at være hjemme på en institution er jo i sig selv en modsætning. I det øjeblik, en leder sender en medarbejder ind i en borgers hjem, er der en masse krav til arbejdsmiljø, tidsforbrug og dokumentation (for blot at nævne nogle få ting, der skal tages højde for, udover flere forskellige lovgivningsområder, der skal overholdes). Er det så ikke rimeligt at sætte spørgsmålstegn ved, om det stadig er beboerens hjem, eller om det er en arbejdsplads, hvor der bor en borger?

I Lederforeningen i DSR er vi sammen med plejehjemslederne rundt om i det ganske land selvfølgelig optaget af den gode og værdige ældrepleje og ikke mindst, hvordan ressourcerne bruges bedst muligt, og hvor der er "mest value for money", såvel økonomisk som når det gælder medarbejdere, udvikling og kvalitet - hvad og med hvem giver medinddragelse bedst mening for, det tværsektorielle samarbejde, borgerne osv.

Derudover er vi selvfølgelig optaget af at være de rigtige ledere, der er ansat til at lede, med de rette kvalifikationer og med de rette ledelsesvilkår til at udføre de opgaver der stilles - ikke mindst fra politisk side og ud fra de forventninger kommunens borgere har til ældrepleje, plejehjem og hjælp i det hele taget.

Wicked Problems
Ved at arbejde ud fra tænkningen om ’Wicked Problems’ - de uløselige problemer, - og løbende skubbe til debatten og kulturen rundt omkring i landets kommuner og på de enkelte plejehjem/arbejdspladser - hvor fokus er på det uløselige dilemma, der alligevel dagligt tages hånd om: Kan hjem og arbejdsplads forenes under samme tag - og hvad kræver det af ledere og medarbejdere?

Kan vi være med til at flytte forventninger, understøtte udviklingen af hverdagsrehabilitering, yde sygepleje og omsorg i borgeres eget hjem, når de kommer hjem fra hospitalsindlæggelser hurtigere og ikke er færdigbehandlet, er stærkt demente med store plejebehov samtidig med, at det oser af hjem og hygge - og samtidig med, at medarbejdere har de rette arbejdsvilkår og kompetencer?

Der er jo INGEN, der kan være uenige i, at syge og gamle mennesker skal have et værdigt liv, god mad og (fagligt kompetent) pleje og omsorg - og for det meste tales der om borgeren, beboeren, patienten - men tør vi tage diskussionen om, hvad det egentligt reelt er vi beder ledere og personale om at udføre?

Det er jo ikke kun et spørgsmål om flere penge og flere hænder - det handler om, hvad det er for en forventning, vi har til samfundet og hinanden ...

Hvornår er det et hjem og hvornår er det en arbejdsplads?